OPDATERING DEN 31. OKTOBER 2019: Politiet har fundet den 90-årige mand på et areal uden for Nørre Alslev tæt ved togbanen. Desværre var han ikke i live. De pårørende er underrettet. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter. Da efterlysningen ikke længere er aktuel, har vi valgt at slette hans billeder og navn.
Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde en 90-årig mand, som onsdag eftermiddag forsvandt fra plejehjemmet Helenehuset på Skerrisvej i Nørre Alslev.
Han havde formentlig sin rollator med.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har med flere patruljer og hunde søgt efter manden det meste af natten med støtte fra en helikopter. Eftersøgningen genoptages torsdag morgen.
Han beskrives som:
- 175 centimeter høj.
- Spinkel af bygning.
- Kort, gråt hår.
- Klædt i en blå cardigan, en mørk skjorte, blå joggingbukser og sorte træsko.
- Bruger høreapparater.
- Havde ikke gps på sig.
Politiet vil undersøge have og skure og lignende i nærområdet med hunde. Samtidig opfordrer de borgerne til grundigt at tjekke udhuse, skure eller andre lignende steder, hvor det kan tænkes, at den 90-årige har søgt hen.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114. Hvis det er en akut situation, kan du ringe til alarmcentralen på 112.