Den 15. august 1942 skulle mor Francine og far Marcelin Dumoulin ud for at malke familiens køer. Parret – som på den tid var 37 og 40 år gamle – arbejdede som lærer og skomager, men havde også en lille gård.
Familien boede i byen Chandolin i Schweiz, nær skisportsstedet Glacier 3000.
Men de vendte aldrig hjem.
Nu har mysteriet fået en løsning og børnene et svar på, hvad der skete med forældrene – 75 år efter den skæbnesvangre dag, skriver Daily Mail.
Den ældste datter er i dag 86 år gammel. For hende og de seks andre søskende har forældrenes forsvinden været et mysterium, som har været som en sort sky over dem hele livet.
– De sagde, at de ville komme hjem om aftenen, eller måske dagen efter, hvis de blev trætte. Så fik jeg et kram af min far, siger Monique ifølge Daily Mail.
Men det var sidste gang, at Monique så dem. Moren og faren kom ikke hjem, og dagen derpå blev Monique meget urolig. Hun kontaktede naboerne og spurgte, om nogen havde set Francine og Marcelin – men ingen vidste noget.
– Jeg gik hen til en ven, som bor i udkanten af byen, for at finde ud af, om hun havde set dem. Da hun sagde, at hun ikke havde det, begyndte jeg at græde. Jeg vidste, at det var et dårligt tegn.
Hun fortæller, at hele byen begyndte at søge efter forældrene. Præsten, som var en nær ven af faderen, ledte søgeindsatsen. De kiggede overalt, men fandt ingen tegn efter det forsvundne par.
Monique var sammen med sine seks søskende – Maurice, Raphael, Candide, Eugene, Charles og Marceline – alene i huset i de efterfølgende to, tre uger efter at forældrene var forsvundet. Hun var kun 11 år dengang, men stod for det meste i huset – fra madlavning til rengøring og tøjvask. Og alt gjorde hun med håndkraft. Det var en svær tid.
Men en dag blev huset pludselig lukket ned af uklare årsager og børnene måtte ikke blive boende.
– Vi måtte ikke tage noget med. Vi skulle forlade vores hjem uden en eneste souvenir. Præsten sørgede for, at vi kom til at bo hos forskellige familier. Der var mange, som kom frem og tilbød hjælp, eftersom min far var en meget vellidt mand. Alle ville have Marcelins børn.
Hun beskriver, at det var svært at vokse op uden sine forældre og adskilt fra sine søskende. De måtte arbejde hårdt og længe i haver og på vingårde, og så næsten aldrig hinanden.
Livet forandredes på en brutal måde for de syv søskende, efter at forældrene forsvandt.
På vej mod 80 år er gået siden da. Mysteriet med moren og faren så ud til aldrig at blive løst.
Men forrige torsdag blev en opdagelse gjort, som ikke kan beskrives som andet end bemærkelsesværdig.
Ved det store bjerg Les Diablerets i Alperne fandt man forældrenes perfekt konserverede kroppe lige ved siden af hinanden. De holdt om hinanden.
På Tsanfleuron-gletsjeren i Sydschweiz blev parret fundet. De havde ID-kort, rygsække, en bog, en flaske og et ur – og blev identificeret tidligere på ugen takket være DNA-prøver. Myndighederne i Schweiz har fortalt, at parret faldt ned i en sprække i gletsjeren.
Børnene kunne identificere forældrene takket være farens ur og morens sko. De blev fundet i 2.615 meters højde og havde tøj på fra tiden omkring 2. verdenskrig. Isen bevarede dem perfekt og deres ejendele var intakte, siger Bernard Tschannen, som er chef på skicentret, hvor kroppene blev fundet, til Le Matin daily.
Monique har fortalt, at politiet ringede til hende onsdag morgen for at informere om, at identificeringen var sket. Endelig kunne hun få en slutning på sin livslange gåde og få lov at begrave sine forældre. Hendes yngre søster Marceline Udry-Dumoulin, som kun var fire år, da moren og faren forsvandt, fortæller Daily Mail, at de brugte hele livet på at søge efter forældrene.
– Jeg kan sige, at efter 75 års venten, får jeg en dyb følelse af ro. Til begravelsen kommer jeg ikke til at bære sort. Jeg synes, at hvid nok føles mere rigtigt. Det repræsenterer håb – som jeg aldrig mistede.
På lørdag afholdes begravelsen – 75 år efter at Francine og Marcelin forsvandt. Og børnene kan dermed tage afsked og få den ro i sjælen, de fortjener.
At håbet er det sidste, som mennesket mister, er mere end bare en talemåde – det beviser denne historie! Det må være uhørt godt for børnene at få en afslutning og kunne tage afsked med sine forældre efter alle disse år. Forældre, som i alt det sørgelige, dog fik lov at forlade livet på jorden sammen.
Del for at sprede håbet videre!
