Ikke alle hunde er sørgeligt nok heldige at bo i et kærligt og varmt hjem. Der findes mange, som er nødt til at bo på enten et dyrehjem eller i værste fald som hjemløse, uden en chance for et værdigt liv med familie og venner.
Cody Leightenheimer arbejdede på en fabrik, da han pludselig fik øje på en lille hundehvalp, som så ud til at være helt alene og efterladt.
Han gik hen til hvalpen, som var så sød og opsøgende – men indså hurtigt ved at kigge i øjnene, at det var meget presserende.
Det var en helt almindelig dag på jobbet, da Cody Leightenheimer fik øje på en hund på arbejdspladsen.
Hjemløs hund
Hvalpen var slet ikke bange for Cody og gik frem og tilbage foran ham. Men Cody indså, at noget ikke stod rigtigt til. Hvorfor var hvalpen helt alene der?
Cody tog et nærmere kig på hunden og indså, at han ikke bare kunne stå der og ikke gøre noget. Den var fuld af lopper og var så tynd, at Cody antog, at den ikke havde spist meget længe.
Han skyndte sig at tage hvalpen med til dyrlægen.
Skyndte sig til dyrlægen
Vel fremme hos en dyrlæge fik hunden både mad og medicin mod alle lopperne. Det viste sig, at hunden slet ikke var en hvalp, som Cody havde forestillet sig.
Hunden var otte år gammel, men fordi den var så tynd og afmagret, kunne det lige så godt have været en hvalp, så lille som den var.
Dyrlægen gav til sidst en trist besked. Den lille hund havde bare et år tilbage at leve i.
Adopterede hunden
Cody vidste ikke, hvad han skulle tænke og tro. Men en ting vidste han. Den godhjertede mand kunne ikke tage derfra uden hunden – og arrangerede en adoption.
Hunden fik navnet Toothless (tandløs på dansk) og den blev hurtigt et kært familiemedlem. De gav ham alt den kærlighed de kunne – og han gav så meget tilbage.
Toothless blev en del af Codys familie og fik et liv, som alle hunde fortjener. Et liv med kærlighed, mad, hygge og masser af knus og kram.
Døde i stilhed
Desværre skulle dyrlægen til sidst få ret. Toothless blev svagere og svagere og en dag var familien nødt til at lukke hans øjne for altid.
Selvom han bare havde været hos dem i omkring et år, elskede familien ham, som det familiemedlem han var.
Cody og familien fortsætter med at bære de gode minder om Toothless, en hund, som virkelig lader til at være helt vidunderlig. Og selvom historien om den fine lille vovse slutter sørgeligt, er jeg så glad for, at han fik chancen for et godt liv den sidste tid.
Hvil i fred elskede Toothless.
Mennesker som Cody behøver vi flere af i verden. Del artiklen for at hylde hans vidunderlige behandling af Toothless – og for at hylde hundens minde.
