Det her er historien om en fantastisk mor, som virkelig forstår, hvordan man skal forsvare sit barn. Jeg blev virkelig rørt men samtidig imponeret over, hvordan hun valgte at håndtere denne situation omhandlende et meget vigtigt problem.
Jeg ved ikke, om historien er sand eller ej, men jeg mener, at den er utrolig vigtig at læse og værd at dele.
Nedenfor kan du læse, hvordan moderen beskriver situationen.
(Jeg arbejder som sygeplejerske på en skadestue. Vi har ingen telefoner på os, når vi arbejder, vi opbevarer dem i vores skabe. Hvis jeg modtager private opkald, bliver de omstillet til hospitalets reception).
Det hele startede med, at jeg modtog følgende opkald: “Det her er en lærer fra din datters skole. Der er sket noget med din datter. Vi ser helst, at du kommer hurtigst muligt.”
Mig: “Er hun syg eller kommet til skade? Kan det ikke vente til, jeg har afsluttet min vagt om to timer?”
Læreren: “Din datter har slået en anden elev. Vi har forsøgt at ringe til dig i 45 minutter. Det er meget alvorligt, vi vil gerne have, at du kommer øjeblikkeligt.”
(Jeg kører hen til skolen, og vises ind på rektors kontor. Der sidder min datter, hendes klasselærer, en mandlig lærer, rektor og en dreng med blodig næse og rødt ansigt. Drengens forældre sidder der også.)
Rektor: “(Mit navn), hvor var det skønt, at du endelig kunne komme!”
Mig: “Ja, der kan godt være lidt travlt på skadestuen, hvor jeg arbejder. Jeg har brugt den sidste time på at sy en 7-årig med 40 sting, da han blev slået af sin mor med en metalske. Herefter var jeg nødt til at tale med politiet og forklare dem, hvad der var sket. Jeg undskylder mange gange for, at I har været nødt til at vente på mig.
(Rektor anstrenger sig meget for ikke at se irriteret ud. Så fortæller han, hvad der er sket. Drengen har forsøgt at tage min datters BH af, hvorefter hun valgte at slå ham i ansigtet to gange. Selvom min datter var den forulempede, fik jeg det indtryk, at alle var vrede på min datter i stedet for at rette vreden mod drengen.)
Mig: “Åh… Og nu vil I gerne have at vide, om jeg har tænkt mig at anmelde ham for sexchikane af min datter? Og anmelde skole for, at I lader ham angribe min datter?”
(Alle i lokalet bliver helt stille, og begynder øjeblikket efter at tale i munden på hinanden).
Den mandlige lærer: “Slap nu lige af, jeg tror ikke, at det var så slemt, når det kommer til stykket….”
Klasselæreren: “Vi behøver ikke at overreagere.”
Rektor: “Jeg tror ikke, du forstår, hvad vi mener”.
(Drengens mor begynder at græde. Jeg vender mig mod min datter for at spørge, hvad der virkelig skete).
Datteren: Han begyndte at tage min BH af. Jeg bad ham om at stoppe, men han nægtede. Jeg sagde det til læreren, men han sagde, at jeg blot skulle ignorere drengen. Men han stoppede ikke, det lykkedes ham at løsne spændet på min BH, hvorefter jeg slog ham. Så stoppede han.
(Jeg vender mig mod den mandlige lærer).
Mig: “Og du lod ham gør det? Hvorfor valgte du ikke at stoppe ham. Kom her, og lad mig røre dig mellem benene!”.
Den mandlige lærer: “Hvad!? Nej!”.
Mig: “Betyder det, at du rent faktisk mener, at det ikke hører nogen steder hjemme? Hvorfor tager du ikke (klasselærerens) BH af med det samme? Bare for at se, hvor sjovt hun synes, det er. Eller tage hendes BH af (peger på drengens mor). Eller min! Du tror, at det er helt okay, bare fordi det er børn?”
Rektor: “(Mit navn). Med al respekt, så har din datter faktisk slået en anden elev!”
Mig: “Nej, hun forsvarede sig mod at blive udsat for sexchikane af en anden elev. Se nu på dem! Han er 1,80 høj og vejer 75 kilo. Hun er 1,50 og vejer 40 kilo. Han er højere end hende og næsten dobbelt så stor. Hvor mange gange skal hun tillade, at han forulemper hende på den måde? I ville aldrig tillade den opførsel, hvis det havde været en af jeres lærere eller andre ansatte. Derfor forstår jeg virkelig ikke, hvorfor I kan tillade den opførsel, når det handler om en 15-årig. Jeg anmelder det her til myndighederne. Og hvis du, (jeg vender mig mod drengen), nogensinde nærmer dig min datter igen…. Så vil jeg sørge for, at du bliver anmeldt for sexchikane. Forstår du det?
(Jeg var så vred, at jeg tog mine datters ting og forlod lokalet. Efterfølgende valgte jeg at anmelde hændelsen til myndighederne og fortalte om den til mange af dem, jeg kender fra kirken. (Det er en katolsk skole). Jeg blev lovet, at hændelsen ville blive undersøgt. Jeg anmeldte også det hele til Skolebestyrelsen, og de blev lige så forargede og forsikrede mig, at de nok skulle kontakte skolen. Min datter skiftede klasse, væk fra den mandlige lærer og drengen.)
Mener du, at moderen håndterede situationen til perfektion? Så del denne historie med dine venner på Facebook!
