I nutidens samfund sker det, at vi glemmer vores ældre, og mange ældre mennesker lever ensomme og isolerede. Men blot fordi man er blevet lidt grå i toppen og er gået på pension, betyder det ikke, at man ikke har følelser og tanker.
Og bare fordi man har levet et langt liv, er man ikke færdig med venskab og kærlighed. Tværtimod. Det er måske der, man har allermest brug for mennesker, som ser og hører en.
Derfor må jeg bare dele denne historie om 4-årige Norah. Hun tog kontakt til en “olding” i butikken – og det forandrede deres liv for altid.
Det her er Tara Wood. Hun er mor til syv små børn. Da et af hendes børn, Norah, fyldte 4 år, oplevede hun noget helt utroligt. Hun følte sig tvunget til at dele historien – og nu spredes den som en løbeild.
Sådan skriver moren:
Dagen før min datter Norahs 4-års fødselsdag fortalte hun noget bemærkelsesværdigt til mig.
Jeg havde netop hentet hende i børnehaven, da hun gjorde mig opmærksom på en ældre perosn, som gik over parkeringspladsen.
Hun forklarede, at hun havde en svaghed forældre mennesker: “Jeg kan lide gamle mennesker, fordi de går lige så stille, som jeg går, og de har lige så blød hud, som jeg har. De skal alle snart dø, så jeg skal give dem alt den kærlighed, jeg kan, før de dør.”
Okay, det blev lidt mørkt og underligt til sidst, men jeg kunne lide, hvordan hun tænkte.
Jg tænkte over hendes betænksomhed og empati og postede hendes ord på Facebook, da vi kom hjem. Men jeg anede ikke, hvor meget hun faktisk mente det.
Dagen efter – hendes fødselsdag – var vi atter på vej hjem fra børnehave, da hun spurgte, om vi kunne købe fødselsdagskager til hende og hendes søskende, som de kunne få efter middagen. Og hvordan siger man nej til et fødselsdagsbarn?
Jeg satte Norah og hendes yngre søster i en af de enorme kundevogne, som er formet som en bil, og gik direkte mod kagerne. Da vi havde fundet nogle kager, stoppede jeg ved et reklameskilt, som fangede min opmærksomhed.
ens jeg var optaget af at rakke ned på produkterne, som tidligere havde fanget min interesse, så jeg, hvordan Norah stod op i kundevognen, pegende og triumferende:
“Hej olding! Det er min fødselsdag i dag!”
Manden var gammel, udtryksløs i ansigtet og havde store øjenbryn. Før jeg nåede at tysse på hende for at have kaldt ham ‘olding’, stoppede han og vendte sig mod hende.
Hvis han på nogen måde var stødt over hendes uforskammede opførsel, viste han det ikke. Hans ansigtsudtryk blev blødere, og han svarede: “Hejsa lille dame! Og hvor gammel bliver du i dag?”
De sludrede i nogle minutter, han sagde ’tillykke med fødselsdagen’, og vi gik hver til sit.
Vi mødte manden igen lidt senere og gik hen til ham. “Undskyld mig, hr.? Det her er Norah, og hun vil høre, om du har lyst til at få taget et billede med hende på hendes fødselsdag”
Manden gik fra at se forvirret ud til at se glad og stolt ud.
Han tog et skridt tilbage, tog støtte på sin indkøbsvogn, satte den ene hånd på brystet og spurgte: “Et billede? Med mig?”
Norah sagde med det samme: “Ja, til min fødselsdag!”
Og han stillede op til et billede. Jeg tog min iPhone, og de poserede sammen. Hun placerede sin bløde hånd på hans. Han så på hende i stilhed med glinsende øjne. Jeg spurgte om hans navn, og han sagde, at han hed Dan.
I det magiske øjeblik, der opstod i kassekøen, dannedes der en kø bag os, men det tog ingen sig af. Norah og Dan mærkede knapt nok, at de talte, som om de havde kendt hinanden hele livet.
Efter nogle minutter takkede jeg Dan for, at han havde taget sig tid til os. Han fik tårer i øjnene og sagde: “Nej, tak skal I have. Det har været den bedste dag i lang tid. I har gjort mig så glad, Norah.”
De krammede igen, og så forlod vi butikken. Norah holdt øje med ham, til vi ikke længere kunne se ham.
Jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg ikke var rørt til tårer efter dette møde. Jeg var helt overrumplet af denne hændelse og tænkte, at nogle af mine følgere på Facebook også ville blive berørt.
Jeg postede historien på Facebook sammen med et billede.
Senere den aften fik jeg en besked fra en lokal følger, som genkendte Dan.
Hans hustru Mary var gået bort nogle måneder tidligere, og han havde været ensom, siden hans elskede døde. Hun ville have, at jeg skulle vide, at han garanteret blev ramt i hjertet af min lille datters gestus. At han trængte til det og aldrig glemmer det.
Jeg bad om Dans telefonnummer og ringede til ham et par dage senere.
Vi besøgte Dans lille, hyggelige hus – hvor billeder og minder om hans elskede Mary stadig stolt var udstillet. Han var blevet klippet, havde barberet sig og var iført et par lærredsbukser og hyttesko. Han så næsten ti år yngre ud.
Han havde sat et børnebord, papir og kridt frem til Norah. Han tænkte, om hun måske ville tegne nogle tegninger, han kunne sætte op på køleskabet. Hun blev naturligvis strålende glad og begyndte at tegne.
Vi tilbragte næsten tre timer hos Dan. Han var tålmodig og meget sød ved min datter, som hele tiden var på farten.
Nu spørger Norah efter Dan hver dag. Hun bekymrer sig for ham. Tænker på, om han er ensom, kold eller har ost til sine madder. Hun vil have, at han skal have det godt. At han skal føle sig elsket.
Dan tænker også på Norah. Efter at vi for nyligt var sammen, sagde han, at han knapt havde sovet en hel nat, siden hans hustru var død. Men efter mødet med Norah har han sovet godt hver nat.
“Norah har gjort mig hel”, siger han.
Det gjorde mig målløs og fyldte øjnene med tårer.
78 år skiller disse to personer i alder. Men på en måde har deres hjerter og sjæl mødt hinanden.
Norah og jeg har lovet at besøge Dan hver uge – om det så bare er 15 minutter til et hurtigt kram og give ham lidt ost.
Jeg har inviteret ham til at fejre thanksgiving med os. Han er en del af vores familie nu, om han vil det eller ej.
Af og til kan en samtale med en fremmed føre til dejlige, nye erfaringer. I burde prøve det.
Denne historie synes jeg på en helt fantastisk måde minder os om at se og høre mennesker. Som mor Tara så træfsikkert siger det: Glem aldrig, hvad en samtale med en fremmed kan føre til.
Så, del gerne denne inspirerende og hjertevarmende fortælling med dine venner og familie!
