Ægteparret Hefin, 80, og Valerie Williams, 74, var gift i 48 år. Nu er begge to, til deres børns store sorg, i løbet af få dage gået bort på grund af covid-19.
Hefin og Valerie Williams brugte hele deres liv på at passe på andre, især deres børn. Gennem deres ægteskab havde de fået fire børn, seks børnebørn og taget hånd om 26 plejebørn sammen.
Men det hele har pludseligt fået en ulykkelig slutning, skriver Daily Mail.
I midten af marts blev Valerie syg med feber og tør hoste, så parret isolerede sig selv. Selvom Valerie ikke havde nogle andre sygdomme, fik hun det hurtigt værre, og den 21. marts blev hun i al hast kørt på sygehuset. Dagen efter havnede hun på intensiv og blev lagt i respirator.
Hefin viste ingen symptomer i begyndelsen, men gennem hans daglige videosamtaler med børnene begyndte de at mærke, at han havde det dårligt. Han havde ingen kræfter og måtte kæmpe for at få en lyd frem. Snart var det så skidt, at han også blev indlagt på intensivafdelingen.
Kort efter fik familien besked på, at Hefin ikke ville klare det. Hans organer orkede ikke mere, og den 30. marts gik han bort.
Dagen efter hans begravelse, den 10. april, døde hans hustru Valerie også.
Familien var knust. Ikke nok med at både Hefin og Valerie var gået bort, så havde de ikke mulighed for at sige ordentligt farvel til dem.
– Det sværeste ved alt det her er det faktum, at vi som familie ikke kunne være sammen og være der for hinanden. At skulle trøste hinanden og organisere begravelsen via FaceTime var hjerteskærende for os alle. Nu skal vi igennem det hele igen, siger sønnen Marc til Daily Mail.
Deres datter Andrea Brinksman, 44, har arbejdet indenfor sundhedsvæsnet i 27 år og opfordrer alle til at overholde de råd og restriktioner, som der gives.
– Min søster er sygeplejerske, min svigerinde arbejder på intensiv og jeg har arbejdet på sygehuset i 27 år. Vores budskab er enkelt: Bliv hjemme, beskyt sygehuset og red liv, siger hun til Daily Mail.
At læse om alle disse par, som har levet hele deres liv sammen og går bort på grund af covid-19 med bare dages mellemrum er hjerteskærende.
Kan kun være enig med parrets datter om, at budskabet er enkelt, vi må fortsætte med at holde en social distance og mindske smittespredningen.