I dag er det ikke længere ualmindeligt med familier, som adskiller sig lidt fra den almindeligt forekommende kernefamilie.
Mange har derfor stedforældre, papsøskende, halvsøskende og bonusbørn. Noget, som for mange fungerer bedre end for andre.
Det kan da være svært, når man er lille og pludselig tvinges sammen med nogen, man måske ikke bryder sig om.
Men jeg synes alligevel, at det er klogere at bryde et ulykkeligt forhold op i stedet for at lide i årevis for barnets skyld. Ingen har jo godt af at leve i et hjem, som er fuld af brok og irritation.
Denne historie handler om en mor, som har mødt en ny mand. Hun havde en datter fra et tidligere forhold, men den nye mand tog virkelig imod sin steddatter med åbne arme. Men det blev ikke helt, som han havde tænkt sig.
Om netop denne fortælling er sket i virkeligheden er jeg ikke sikker på, men den er absolut værd at læse uanset hvad.
Min steddatter skal snart giftes. Bryllupsplanerne har taget store dele af hendes og hendes mors tid (jeg siger ‘hendes mor’, da vi ikke er gift, selvom vi har boet sammen i 10 år) de seneste seks måneder.
Min steddatter tog eksamen fra universitetet i december. Jeg betalte for, at hun skulle kunne læse på universitet, og selvom det var en statslig skole, kostede det alligevel mere end 250 000 kroner. Hun har ikke noget job og boede hos os, mens hun læste og efter sin eksamen. Jeg købte sågar en bil til hende, så hun kunne køre fra vores hjem til skolen.
Med jævne mellemrum dukkede hendes uduelige far op for at være sammen med hende, og hun begyndte straks at fedte for ham.
Selvom han hverken havde betalt en øre for hendes uddannelse eller noget andet (noget, der virkelig var min kærestes fejl, da det ikke indgik i skilsmissen), elskede hun ham og ville have ham i sit liv. Han formåede altid at blive længe nok til at knuse hendes hjerte og lade være med at opfylde de ønsker, han gav hende.
Stedet, hvor brylluppet skulle holdes, havde plads til 250 personer. Jeg skrev en liste med 20 personer, jeg ville invitere, da jeg alligevel skulle betale for alting.
De sagde, at det ikke var et problem, og at de ville fikse det. Så jeg sagde til mine venner, at de snart ville få en invitation, og at de ikke skulle planlægge noget andet på den dato.
En lørdag mødte jeg en af de venner, jeg havde inviteret til festen, på golfbanen og spurgte, om han ville komme. Han svarede, at han ikke var inviteret.
Han fortalte, at han kun havde set annonceringen af brylluppet i avisen, men han havde aldrig fået en invitation. Da jeg hørte dette, kiggede jeg straks i avisen – og ganske rigtigt. Der var en annoncering med morens og hendes eks-mands navn. Mit navn stod der ikke.
Dette førte til en stor diskussion med min kæreste, jeg fik nemlig at vide, at INGEN af mine venner havde fået nogen invitation til brylluppet. Hvorfor? Ingen af dem ansås for at være vigtige nok til at skulle være blandt de 250 gæster. Jeg var meget vred, men der var ikke noget, jeg kunne stille op – mine venner havde allerede taget det ilde op.
Min kæreste sagde til mig, at hun kunne prøve at klemme nogle af mine venner ind, hvis nogle andre gæster meldte afbud. Men dette var det ultimative slag i ansigtet for mig. Jeg kogte virkelig.
I går havde vi en stor søndagsmiddag sammen med min steddatters svigerforældre og en overraskelsesgæst – min steddatters rigtige far. Under middagen kunne min datter glad fortælle den glade nyhed om, at hendes rigtige far havde muligheden for at deltage i brylluppet, og at han skulle give hende væk i kirken. Denne besked blev mødt af positive kommentarer omkring bordet såsom “hvor dejligt!” og “helt fantastisk!”.
Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så vred og dårligt behandlet.Jeg rystede bogstaveligt talt og tog nogle sekunder for at samle mine tanker, før jeg i ærlighedens navn sagde, at jeg ikke kunne bestemme mig for, om jeg skulle græde eller skælde ud.
Da jeg til sidst havde samlet mig nok til at kunne tale, rejste jeg mig fra stolen for at udbringe en stol. Jeg mindes ikke helt præcis, hvordan jeg formulerede mig, men det var noget i denne stil:
“Jeg skulle til at udbringe en skål. Det har været en stor ære for mig at være en del af denne familie de seneste ti år. På dette tidspunkt i mit liv føler jeg stor taknemmelighed til bruden og brudkommen, fordi de har åbnet mine øjne for noget meget vigtigt. De har vist mig, at min rolle i familien ikke er den, jeg troede, at den var.”
Her bemærkede jeg, at gæsterne var lidt forvvirede, og de så på mig med store øjne. Jeg fortsatte:
“Jeg troede, at jeg var en respekteret, afholdt og elsket stedfar, som stod klar for familien, men det har vist sig, at jeg snarere har rollen som hæveautomat – perfekt til at tage imod penge fra, men ikke så meget mere.
Da jeg tydeligvis er blevet overgået i værdi både på indbydelsen og i kirken, vælger jeg nu at betakke mig og overlade rollen som pengemand til min steddatters rigtige far. Så skål til det lykkelige par og vejen, de har valgt i livet. I kan selv finde ud af det herfra.”
Er det her selvisk af mig? Man forventede, at jeg betalte en masse penge for et bryllup, som jeg ikke må invitere nogen til. Et bryllup, jeg tydeligvis ikke er en del af. Jeg har bare fået nok. Jeg har fået nok af min steddatter og min kæreste. Samme aften lukkede jeg vores fælles konto og flyttede mine penge til min egen konto.
Jeg har bare fået nok.
Synes du, at stedfaren burde have betalt, eller gjorde han det rigtige ved at sætte foden ned? Har du været i en lignende situation, eller kender du nogen, der har?
Del gerne artiklen med dine venner på Facebook og fortæl, hvad du mener om stedfarens opførsel!
