Et nyt gallaportræt af dronning Margrethe er mandag blevet offentliggjort.
Det nye portræt er taget i anledning af dronningens 80-års fødselsdag i april i år og efterfølger det seneste officielle portræt fra 2012.
Det oplyser det danske kongehus i en pressemeddelelse.
Fotografiet er taget af fotograf Per Morten Abrahamsen i sommeren 2020 og viser dronning Margrethe klædt i gallakjole med Elefantordenen i skærf, Frederik 9.s ordensportræt, Dannebrogordenens storkommandørkors og Elefantordenens bryststjerne.
Margrethe bærer også sit Perlepoire-sæt, som består af et diadem, halskæde, øreringe og en broche med brillianter. Dette er et sæt, som hun gennem tiden har båret på flere officielle gallaportrætter.
Portrættet er ifølge pressemeddelelsen i en nydesignet ramme af dansk eg med kongekronen øverst og vil fremover kunne ses på blandt andet statslige institutioner som ambassader og konsulater samt på danske fartøjer.
Der er tradition for, at portrætter af de danske regenter bliver skiftet ud med mellemrum. Dette sker ofte i forbindelse med særlige begivenheder som for eksempel et jubilæum eller en rund fødselsdag.
På den måde er portrætterne også en del af fortællingen om Danmarks statsoverhoveds liv og virke.
Sikke et smukt foto! Del gerne denne artikel med dine Facebookvenner, så de også får glæde af det.