En lærerinde var igang med at undervise sine studerende, da hun fortalte en historie om et kæntrende krydstogtskib. På skibet var der et par, som formåede at kæmpe sig frem til redningsbådende, men de indså straks, at der kun var plads til én af dem. Selvom jeg ikke kan bekræfte, hvorvidt denne historie er sand eller ej, så synes jeg bestemt, at vi kan lære meget af den.
Et krydstogtskib kæntrede, og på skibet var et par, der havde kæmpet sig vej til redningsbådende, men de indså straks, at der kun var plads til én person.
Gode råd var dyre, og manden handlede hurtigt. Derfor skubbede han sin elskede væk, og sprang selv i redningsbåden.
Kvinden stod tilbage på det synkende skib, og råbte til sin mand. Lærerinden stoppede sin fortælling, og spurgte sine elever: “Hvad tror I, at hun råbte”?
De fleste svarede ivrigt: “Jeg hader dig! Du er en egoistisk nar!”.
Lærerinden bemærkede dog en lille dreng, som havde været stille hele vejen gennem hendes historefortælling, og hun stillede ham det samme spørgsmål, hvorefter han svarede: “Jeg tror, at hun råbte – Tag dig af vores barn”.
Lærerinden var overrasket over drengens svar, og spørger: “Har du hørt denne historie før?”
Drengen rystede på hovedet: “Nej. Men det var det min mor, fortalte min far, før hun døde af sygdom.”
Lærerinden sagde beklagende: “Svaret er rigtigt.”
Krydstogtskibet sank, manden tog hjem til deres fælles datter, hvor han egenhændigt påtog sig ansvaret for at opdrage hende.
Datteren og faderen levede i mange år et lykkeligt liv, men datteren kunne ikke undgå at savne sin mor. Manden døde adskillige år efter kæntringen af krydstogtskibet, og i den forbindelse fandt datteren hans dagbog, da hun var ved at rydde op i hans ejendele.
Heri kunne hun læse, at hendes mor var blevet diagnostiseret med en dødelig sygdom, hvilket var årsagen til, at parret havde valgt at holde en ferie på et krydstogtskib, for derved at aflede deres tanker.
Manden skrev i sin dagbog: “Jeg ville ønske, at vi kunne være gået i døden sammen. Men jeg var nødsaget til at tænke på vores datter, så jeg må lade dig hvile alene på bunden af det store hav”.
Historien var færdig, og klasseværelset var lydløst.
Lærerinden vidste, at eleverne havde forstået historens morale: mennesker foretager hver dag gode og onde gerninger, men årsagerne til deres handlinger er meget komplekse, hvilket gør dem meget svære at forstå.
Derfor er det også vigtigt, at vi ikke dømmer andre overfladisk, før vi forstår dem. Kunne det tænkes, at hvad der forekommer som en ond handling, kan være en uselvisk handling? Som det var tilfældet med denne historie?
De personer, der kan lide at betale regningen efter en middag, gør det ikke, fordi de er rige, men fordi de sætter mere pris på venskab end penge.
De personer, der tager initiativ på arbejdet, gør det ikke, fordi de er dumme, men fordi de forstår at tage ansvar.
De personer, der først undskylder efter et skænderi, gør det ikke, fordi de har taget fejl, men fordi de sætter pris på deres medmennesker.
De personer, der ofte sender dig en besked, gør det ikke, fordi de ikke har noget bedre at tage sig til, men de gør det, fordi de elsker dig.
Der vil komme en dag, hvor vi alle bliver adskilt. Vi kommer til at savne vores skøre snakke sammen, og vores fælles drømme. Der vil gå dage, måneder og sågar år, hvor man ikke snakker med hinanden.
En dag vil vores børn se på vores billeder, og spørge dem selv om: “Hvem er disse mennesker”? Og vi vil smile med usynlige tårer, fordi vi vil tænke tilbage på den tid sammen med vores bedste venner, hvor vi med gråd i stemmen vil sige: “Det var dem, at jeg havde de bedste dage i mit liv med.”
Synes gerne om Newsner for flere af den slags artikler.
