Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

Godt nyt fra kongehuset: Resten af kronprinsfamilien testet negative for covid-19

Kronprinsparret og deres tre yngste børn prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine er alle tre testet negative for covid-19.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

– Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen samt deres fire børn har siden mandag den 7. december 2020 opholdt sig i isolation i Frederik VIII’s palæ på Amalienborg, efter at Hans Kongelige Højhed Prins Christian blev testet positiv for covid-19, lyder det i pressemeddelelsen.

Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

– Kronprinsparret og deres tre yngste børn er i forlængelse heraf blevet testet for covid-19. Alle testresultater har været negative.

Prins Christian vil fortsat være i isolation

Det fremgår desuden af pressemeddelelsen, at prins Christian ikke har haft symptomer, men at han i overensstemmelse med retningslinjerne fortsat vil være i isolation indtil mandag den 14. december.

Søndag den 6. december 2020 blev kronprinsparret orienteret om, at der var et lokalt smitteudbrud af covid-19 på Tranegårdskolen i Hellerup. Efterfølgende blev prins Christian testet positiv for covid-19.

Kongehuset oplyste i den forbindelse i en pressemeddelelse, at prins Christian udover kronprinsparret og deres andre børn, ikke har været i kontakt med øvrige medlemmer af den kongelige familie i den seneste tid.