Nogle gange føles det som om, vi glemmer vores ældre medborgere. Men bare fordi man er fyldt 65 og er gået på pension betyder det ikke, at man ikke er et levende menneske med følelser og tanker.
Og bare fordi man har levet et langt liv, så er man ikke færdig med venskaber og kærlighed. Tværtimod. Det er måske på det tidspunkt i livet, hvor man har mest brug for nogen, som ser og hører en. På dette tidspunkt kan mange føle sig ensomme, eftersom ens nære og kære måske allerede har forladt livet her på jorden.
Derfor var jeg bare nødt til at dele denne historie om 4-årige Norah. Hun tog kontakt til en “gammel mand” i butikken, hvilket forandrede deres liv for altid.
Dette er Tara Wood. Hun er mor til syv små børn, og da et af hendes børn, Norah, fyldte 4 år, oplevede hun noget helt utroligt. Tara følte sig tvunget til at dele historien med verden – og nu spredes den som en løbeild på de sociale medier.
“Dagen inden min datter Norahs 4 års fødselsdag fortalt hun meget noget bemærkelsesværdigt.
Jeg havde lige hentet hende fra børnehaven, da hun gjorde mig opmærksom på en ældre mand, som krydsede parkeringspladsen.
Hun forklarede, at hun havde en svaghed for ældre mennesker: ‘Jeg kan godt lide gamle mennesker, eftersom de går lige så langtsomt, som jeg gør, og de har den samme glatte hud, som jeg har. De skal alle dø snart, så jeg vil give dem al den kærlighed jeg kan, inden de dør.’
Det blev selvfølgelig lidt dystert og underligt i slutningen, men jeg kunne godt lide min datters tankegang.
Jeg blev forundret over hendes betænksomhed og empati, og valgte at offentliggøre hendes ord på Facebook, da jeg vi kom hjem. Men jeg havde ingen idé om, hvor meget hun faktisk mente det.”
“Dagen efter – hendes fødselsdag – var vi igen på vej hjem fra børnehaven, og hun spurgte mig om vi kunne stoppe ved butikken for at købe fødselsdagskager til hende og hendes søskende, som de kunne nyde efter aftensmaden. Og hvem kan sige nej til et fødselsdagsbarn?”
“Jeg satte Norah og hendes yngre søster i en af disse enorme indkøbsvogne formet som en bil, og gik direkte ned til afdelingen med kager. Efter vi havde taget kagerne, stoppede jeg ved et reklameskilt, der fangede min opmærksomhed.
Mens jeg var fuldt optaget med produkterne, som havde fanget min interesse, så jeg hvordan Norah stod op i kundevognen, pegede og råbte: “Hej, gamle mand! Det er min fødselsdag i dag!’
Manden var en ældre herre, udtryksløs i ansigtet og havde store øjenbryn. Inden jeg kunne tysse af hende for at have kaldt ham for en “gammel mand”, stoppede han op og vendte sig mod hende.
Hvis han var blevet forulempet af hendes uforskammede opførsel, så gav han ikke udtryk for det. Hans ansigtsudtryk blev blødere, og han svarede: ‘Hallo der, lille dame! Og hvor gammel bliver du i dag?’
De snakkede sammen i et par minutter, han sagde “tillykke med fødselsdagen, og vi gik hver til sit.”
“Vi mødte manden igen et øjeblik senere, og valgte at gå hen til ham. ‘Undskyld mig? Det her er Norah og hun ville bare gerne spørge dig, om hun må få lov til at tage et billede med dig på hendes fødselsdag?’
Manden gik fra at se forvirret ud til at se glad og begejstret ud.
Han trådte et skridt tilbage, støttede sig op af sin indkøbsvogn, og lagde sin ene hånd på brystet og spurgte: ‘Et billede? Med mig?’
Norah svarede straks: ‘Ja, på min fødselsdag!’
Og han accepterede at stille op til et billede. Jeg fandt min iPhone frem, og de poserede sammen. Hun lagde sin bløde hånd på hans. Han kiggede tavst på hende med funklende øjne. Jeg spurgte om hans navn og han fortalte, at han hed Dan.
Magien, som opstod der i køen til kassen, medførte, at der blev dannet en kø bag os, men alle var ligeglade. Norah og Dan bemærkede knapt, at de snakkede sammen som om, de havde kendt hinanden hele livet.”
“Efter et par minutter takkede jeg Dan for, at han havde taget sig tid til os. Han fik tårer i øjnene og sagde: ‘Nej, I skal have tak for at have taget jer tid til mig. Det har været den bedste dag i lang tid. Du har gjort mig så glad, Norah.’
De krammede hinanden igen, og så forlod vi butikken. Norah iagttog ham, indtil han forsvandt ud af vores synsfelt.
Jeg ville lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke blev rørt til tårer efter dette møde. Jeg blev fuldstændig overrumblet af denne begivenhed og tænkte, at nogle af mine venner på Facebook også ville blive berørte.
Jeg offentliggjorde historien på Facebook sammen med et billede.”
“Senere samme aften fik jeg en besked fra en ven, som kunne genkende Dan.
Hans kone, Mary, var gået bort et par måneder tidligere, og han havde været alene siden sin elskede kones død. Hun ville have, jeg skulle vide, at han med garanti blev ramt lige i hjertet af min lille datters gestus. At han havde brug for det, og at han aldrig vil glemme mødet.
Jeg spurgte om Dans telefonnummer, og valgte at ringe til ham et par dage senere.”
“Herefter besøgte vi Dans lille, hyggelige hus – hvor billeder og minder fra hans elskede Mary fortsats var stolt præsenteret. Han var blevet klippet, havde barberet skægget og iført sig et par pæne bukser og hyttesko. Han så næsten 10 år yngre ud.
Han havde stillet et børnebord frem, papir og farveblyanter til Norah. Han spurgte hende, om hun måske havde lyst til at lave nogle tegninger, han hun sætte op på køleskabet. Hun blev selvfølgelig glad, og begyndte straks at tegne.
Vi tilbragte næsten tre timer hos Dan. Han var tålmodig og meget venlig mod min datter, som konstant var på farten.”
“Nu spørger Norah om Dan hver dag. Hun bekymrer sig for ham. Undrer sig over, om han er alene, kold eller har nok ost til sine sandwich. Hun vil gerne have, at han har det godt. At han skal føle sig elsket.
Dan tænker også på Norah. Efter vi for nylig har tilbragt tid sammen fortalte han mig, at han næsten ikke har sovet en sammenhængende nat efter sin kones død. Men efter at have mødt Norah, har han sovet godt hver nat.
‘Norah har gjort mig til et helt menneske’, fortalte han.
Det efterlod mig målløs og med tårer i øjnene.”
“78 år adskiller disse to personer rent aldersmæssigt. Men på en eller anden måde, så har deres hjerter og sjæle mødt hinanden.
Norah og jeg har lovet, at vi kommer og besøger Dan hver uge – også selvom det blot er et lille 15 minutters besøg, hvor vi giver ham et hurtigt kram og lidt ost.
Jeg har inviteret ham til at fejre Thanksgiving med os. Han er en del af vores familie nu, uanset om han ønsker det eller ej.
Nogle gange kan en samtale med en fremmed føre til smukke, nye oplevelser. I burde prøve det.”
Denne historie påminder os om, at vi skal se og høre på mennesker. Som mor Tara så præcist udtrykker det: Undervurder aldrig, hvad en samtale med en fremmed kan føre til.
Så del denne inspirerende og hjertevarmende historie med dine venner og familie!
