Alle forældre har stået med problemet: Hvordan får man sit barn til at sove selv om natten? Selvfølgelig er det hyggeligt at sove sammen i begyndelsen, men før eller siden må barnet lære at sove selv.
Metoderne er mange, og der er sikkert lige så mange meninger om, hvad der er bedst, som der er forældre.
En mor fra USA skrev for et stykke tid siden et blogindlæg, hvor hun forsøgte at forklare fra et barns perspektiv, hvilke følelser, de føler, når de ikke længere må sove ved mor.
Sådan skrev hun:
Kære mor,
Jeg er forvirret.
Jeg er vant til at sove i dine bløde, varme arme. Hver aften lå jeg ved dig, tæt nok til at høre dit hjerte slå, tæt nok til at lugte din søde duft. Jeg kigger på dit smukke ansigt, mens jeg roligt sover, tryk og sikker i din kærlige favn.
Når jeg vugner med en knurrende mave, kolde fødder eller fordi jeg har brug for et kram, fylder du mine behov næsten med det samme, og der går ikke længe, før jeg atter sover.
Men den seneste uge har det været anderledes.
Hver aften har været sådan her. Du lagde mig i min tremmeseng, kyssede mig godnat, slukkede lyset og gik. Først var jeg forvirret. Hvor var du gået hen?
Næsten med det samme blev jeg bange og kaldte på dig. Jeg skreg og skreg efter dig, mor, men du kom aldrig. Jeg var så ked af det, mor, jeg vil så gerne, at du skulle komme.
Jeg har aldrig været så bange før. Hvor var du henne?
Til sidst kom du tilbage! Åh, jeg var så lykkelig og lettet, da du kom tilbage!
Jeg troede, at du havde forladt mig for altid. Jeg rakte armene op efter dig, men du ville ikke samle mig op. Du så mig ikke engang i øjnene. Du lagde mig til rette med dine varme hænder og sagde “ssh, det er tid til at sove nu”. Så lagde du mig igen.
Det her skete igen og igen. Jeg skreg efter dig, og lidt efter, længere for hver gang, kom du tilbage, men du ville ikke tage mig op.
Efter at have skreget var jeg nødt til at slutte. Jeg havde så ondt i halsen. Jeg havde ondt i hovedet, og min lille mave knurrede. Mest af alt gjorde mit hjerte ondt. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor du ikke kom.
Efter hvad der føltes som en livstid af sådan nogle nætter gav jeg op.
Du kom ikke, når jeg skreg, og når du endelig dukkede op, kunne du ikke se mig i øjnene, ikke engang holde min lille, rystende krop. Skrigene gjorde så ondt, at jeg ikke kunne blive ved. Jeg kan virkelig ikke forstå, mor.
Når jeg falder og slår mig, samler du mig op med det samme og kysser mig, til det bliver bedre.
Hvis jeg er sulten, mader du mig. Hvis jeg kravler hen til dig, fordi jeg vil putte, forstår du mig med det samme og samler mig op, kysser mig på hele mit ansigt og fortæller, hvor fantastisk jeg er, og hvor meget du elsker mig. Hvis jeg har brug for dig, er du der altid for mig.
Men om aftenen, når det er mørkt og tysk, og min natlampe laver uhyggelige skygger på væggen, forsvinder du. Jeg kan se, at du er træt, mor, men jeg elsker dig så meget, at jeg kun vil være tæt på dig. Det er alt.
Nu, om natten, er jeg stille. Men jeg savner dig stadig.
Blog-indlægget er blevet delt massevis af gange og blevet debatteret.
Hvad synes du?
Del gerne dette indlæg med dine venner på Facebook, hvis du synes, at det der med opdragelse også kan være lidt tricky nogle gange.
