Jeg har flere venner, hvis familiemedlemmer har Alzheimers, og jeg kom til at tænke på dem, da jeg ved en tilfældighed fandt dette smukke brev. Det er en Alzheimer-ramt mand, som skriver et kærlighedsbrev til sin kone, hvor han ydmygt takker for alt, skriver El País.
Det er skrevet på en måde, så det er umuligt ikke at blive rørt. Derfor er det også ligegyldigt, at brevet er fiktivt, eftersom det er skrevet af journalisten Jesús Espada, som vandt konkurrencen III Concurso de Cartas de Amor med denne tekst. Jeg mener ikke, at det gør noget, at brevet ikke beskriver en virkelig hændelse, eftersom det føles så virkeligt.
Brevet rører mig dybt, og jeg har svært ved at holde tårerne tilbage. Det minder mig om, hvor vigtigt det er at tage sig af hinanden og at nyde hvert sekund af livet.
Det oprindelige brev er postet på Twitter, og vi har oversat det til dansk nedenfor. Tag et par minutter for dig selv til at læse det. Det er værd at bruge din tid på, og det vil unægteligt ramme dig lige i hjertet.
“Min elskede Julia,
Jeg besluttede mig for at skrive et brev til dig, mens du sov. Bare i tilfælde af, at jeg vågner op i morgen, og ikke helt er mig selv. Jeg står midt imellem to verdener, og er faret vild i én af dem. Jeg er bange for, at jeg en dag ikke længere vil være i stand til at komme tilbage til den virkelige verden.
Bare i tilfælde af, at jeg ikke vil være i stand til at forstå, hvad der foregår i morgen… Hvis jeg den efterfølgende dag ikke vil være i stand til at give udtryk for min beundring for dig, og hvor meget jeg sætter pris på dig. Du har valgt at blive hos mig, uanset hvad der sker, og du prøver stadig at gøre mig lykkelig.
I morgen er jeg måske ikke i stand til at kunne forstå, hvad du gør for mig. Du sætter masser af klistermærker op på dørene, så jeg ikke tager fejl af køkkenet og badeværelset.
Du får mig altid til at smile, når jeg tager mine sko på, uden jeg har strømper på. Nogle gange hvisker du mig navnene på vores børnebørn, så de ikke skal finde ud af, at jeg har glemt dem.
Du besvarer altid mine vredesudbrud med et smil og en positiv tone. Nogle gange forstår jeg ikke, hvad der gør mig vred. Jeg takker dig for alt det, og for mange af de andre ting, du gør for mig.
Hvis jeg i morgen ikke er i stand til at huske dit navn… Hvis jeg i morgen ikke er i stand til at takke dig… Hvis jeg i morgen, Julia, ikke er i stand til at sige, ‘jeg elsker dig’… så gør jeg det nu.
DIN FOR ALTID,
T.A.M.R.”
Du må hjertens gerne dele dette smukke brev med din familie og venner. Jeg mener, at så mange som muligt skal have muligheden for at læse det. For selvom det er på en trist baggrund, er det på samme tid uendeligt smukt.
