DF med opråb: ‘Indsatte i fængslerne har ret til luft hver dag – det skal de ældre også have’

Ensomheden er stigende i Danmark, og det bekymrer både Ældre Sagen og ældreordfører hos Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl.

Mange ældre danskere føler sig ensomme. Helt konkret drejer det sig om 55.000 danskere i aldersgruppen 65+, som føler sig ensomme i så høj grad, at det påvirker deres hverdag.  

Udover selve ensomhedsfølelsen, kan ensomhed også have andre konsekvenser for dem, som bliver ramt.

Foto: Shutterstock

– I værste fald kan man dø for tidligt af ensomhed. Langvarig ensomhed medfører desværre risiko for fysisk sygdom i form f.eks. hjerte-karlidelser og demens, og derfor estimerer man, at 770 mennesker dør for tidligt årligt på grund af ensomhed, siger David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent for Ældre Sagen, til Newsner.

Ensomhed er dyrt

Ifølge en rapport fra Ældre Sagen kan forringet livstilfredshed som følge af ensomhed komme til at koste 200.000 ekstra sengedage om året på danske hospitaler, hvis den nuværende tendens holdes kontant frem mod 2050.

Dermed kan ensomhed ende med ikke bare at ramme den enkelte men samfundet som helhed.

Ældreordfører hos Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl, mener, at vi bør sætte større fokus på ensomhed blandt ældre, både for den enkelte og for samfundets skyld.

-Hvis vi sætter mere fokus på det her område og forebygger ensomhed, vil man kunne spare sengepladser væk. Man skal sige til Finansministeriet, at hvis man regner det ud på den her måde, så er det faktisk et kæmpe problem, at de ikke har fokus på det, lyder det fra Karina Adsbøl, som også nævner alkoholproblemer som en ekstra konsekvens for de mange, som føler sig ensomme.

Karina Adsbøl.
Foto: DF pressefoto.

Mange ældre kommer sjældent udenfor en dør

Ældre Sagens nyeste undersøgelser viser, at mange ældre, der modtager hjemmehjælp eller er bosiddende på et plejehjem, ikke kan få hjælp til at komme ud i den friske luft.

Faktisk drejer det sig om omkring 20.000 hjemmehjælpsmodtagere, som kun kommer ud én gang hver 14. dag eller sjældnere. 

– Selv i danske fængsler har isolationsfanger bedre mulighed for at komme ud, skriver Ældre Sagen.

Samme pointe har Karina Adsbøl:

Nu har jeg besøgt fængslerne, og de indsatte har jo ret til frisk luft hver dag. Samme mulighed skal de ældre selvfølgelig også have, siger hun.

I 2018 afsatte den tidligere ældreminister Thyra Frank sammen med regeringen 400 millioner kroner til netop bekæmpelse af ensomhed blandt ældre. Ifølge Karina Adsbøl er der ikke blevet gjort nok for at sikre, at pengene er gået netop til dette område.

– Det er jo det spørgsmål, man ofte stiller ministeren (Atrid Krag red.) og der er ofte ikke et klokkeklart svar til det, da ministeren siger, midlerne er gået til kommunerne. Det er en kæmpe udfordring, når der ikke bliver evalueret på det, siger Karina Adsbøl som også kommer med et bud på, hvad der skal gøres: 

– Vi skal have en national ensomhedsstatregi, for ellers bliver vi ved med at famle rundt. Vi skal bekæmpe ensomhed på tværs af sektorer og aldersgrupper, og vi skal have ordentlige ressourcer til at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Newsner har forsøgt at få en kommentar fra social- og ældreminister Astrid Krag (S) men det var ikke muligt på nuværende tidspunkt.

Det er så trist, med alle dem, der sidder alene derhjemme uden mulighed for at komme ud!

Hvad synes du, man bør gøre, for at komme ensomhed blandt ældre til livs?

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!

Ingen tilgængelig beskrivelse.

Hos Newsner har vi i denne uge et tema om ensomhed blandt ældre.

Læs derfor også: