Klokken 13 i dag, mandag, falder der dom i rigsretssagen mod Inger Støjberg, der er anklaget for at overtræde ministeransvarsloven.
Den tidligere minister er i Rigsretten tiltalt for som udlændinge- og integrationsminister i 2016 at have iværksat og fastholdt en ulovlig ordre om at adskille alle par på danske asylcentre, hvor mindst den ene part var under 18 år.
Det var ulovligt, fordi parrene har ret til individuelle vurderinger af deres sager.
Inger Støjberg mener ikke selv, at hun har gjort noget galt i sagen – og hun ønsker heller ikke at sige undskyld.
Sådan kan de sidste ord fra den tidligere udlændinge- og integrationsminister meget kort opsummeres fra Rigsretten 25. november 2021.
I dag, Mandag 13. december 2021, er tiden så kommet til, at der skal falde dom i den blot sjette rigsretssag i dansk historie. Det sker i Eigtveds Pakhus i København, hvor retssagen har været behandlet.
Deler opbakkende opslag
I dagens meget alvorlige anledning, deler DF-politikeren Pia Kjærsgaard et billede af Inger Støjberg og hende selv på sin Instagram-profil.
-Pøj pøj i dag. Jeg følger dig i Rigsretten kl. 13, skriver Pia Kjærsgaard til billedet og supplerer med en række hashtags: #rigsret #26dommere #barnebrudssagen #retfærdighed
Hvad tænker du om denne sag?
Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!