Det nye år og skoleelevernes tilbagevenden til fysisk undervisning har fået Mette Frederiksen til at gøre status.
I går onsdag vendte skoleeleverne tilbage til den fysiske undervisningen, efter at have modtaget hjemmeundervisning siden december. Samtidigt er et nyt år begyndt, og det har fået statsminister Mette Frederiksen (S) til at gøre status og sætte sig til tasterne.
På Instagram har hun lagt en selfie op, hvor man kan se landets leder stirre lige ind i kameralinsen, mens der i baggrunden er udsigt til haven.
I indlægget roser hun danskerne, men opfordrer også til forbedringer på nogle punkter.
I opslaget kommer hun ind på, at der stadig er stor smittespredning i landet. Torsdag er dagens smittetal 25.995. Men statsministeren regner med, at en stor smittespredning vil vare ved resten af vinteren.
– Det ser dog ud til, at kombinationen af en høj vaccinetilslutning til tredje stik, smitteforebyggende tiltag og at omikron tilsyneladende giver et mindre alvorligt sygdomsforløb, får os helskindet igennem de her måneder, skriver Mette Frederiksen, inden hun tager fat i første emne.
– Først om vaccinerne. Næsten 90% af alle danskere over 50 år har fået tredje stik. Det er et højt antal. Vi er på globalt plan helt i top. Det er fantastisk, at så mange har fået tredje stik. Og at myndighederne har fået et så imponerende set-up til at fungere. Igen. Effektivt og hurtigt, skriver hun.
Men så kommer der en mindre opfordring til danskerne.
– Der er heldigvis også mange børn og unge, som er vaccineret. Tallet er dog lavere end for voksne. Med skolestarten i tankerne vil jeg igen opfordre til, at I forældre overvejer at lade jeres børn vaccinere, skriver Mette Frederiksen.
Når det kommer til restriktionerne, er Mette Frederiksen helt klar i mælet:
– De har været med til at lægge en dæmper på smitteudviklingen. Og det har været vigtigt at få lukket ned for potentielle supersprederarrangementer. Myndighederne overvejer løbende situationen, som vil blive drøftet med Folketingets partier.
Mette Frederiksen: Kan udfordre vores samfund
Selvom Omnikron-varianten er mere smitsom end tidligere varianter, så bliver folk for det meste ikke lige så syge af den. Men Mette Frederiksen mener stadig, at vi også skal passe på Omnikron.
– Omikrons meget smitsomme natur kan dog udfordre vores samfund, hvis den løber løbsk. Det kan lede til for mange indlæggelser på én gang. Og for meget og for hurtig smitte kan risikere at lukke virksomheder og offentlige institutioner. Så er der ikke folk til at passe på børn, ældre og syge eller holde produktionen i gang.
Så vi skal håndtere situationen med snilde og overblik. Det er vi heldigvis i gang med.
– Det ser bedre ud, end vi kunne have frygtet. Tak for indsatsen, slutter Mette Frederiksen sit indlæg.
Hvad mener du om det? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.