De fleste børn går til en hobby. 11-årige Magnus Schabert går til spejder, men han har gjort lidt ekstra ud af et af mærkerne, som man kan gøre sig fortjent til.
Siden 2019 har 11-årige Magnus Schabert droppet sin varme seng inde i huset og i stedet sovet i telt udenfor i haven. Det startede med at han ville gøre sig fortjent til et særligt spejdermærke, men det greb siden om sig. Han har indtil nu sovet ude i over 900 nætter, og hverken storm eller minusgrader kan stoppe den unge spejder. Han går efter 1001 nætter ude i det fri – som i eventyrsamlingen “1001 nats eventyr” -, før han tager sengen i huset i brug igen.
Selv mens stormen Malik hærgede i weekenden sov han udenfor.
– Det er faktisk sjovt at sove ude i teltet. Da Malik kom, kan jeg huske, at den var så kraftig, at jeg sov nat nummer 900 i telt, men så gik jeg ind efter, siger Magnus Schabert til TV 2.
Han smuttede dog indenfor omkring klokken 1:30, da forældrene var ude og rette på teltet.
Planen er som sagt, at Magnus Schabert skal overnatte 1001 i det fri, og det rammer han efter planen i maj måned.
Hvad mener du om den 11-åriges præstation?