Tv-vært Josefine Høgh er fortsat på barsel med sin datter Molly, men fra i dag kan hun opleves i et helt nyt DR-program.
32-årige Josefine Høgh har været væk fra skærmen i et stykke tid, efter hun blev mor til datteren Molly, men nu vender hun tilbage i et helt nyt program på DR.
Den garvede tv-vært står nemlig i spidsen for DR1-programmet ‘I hjernen på stjernen’, hvor hun har den psykologiske manipulator Jan Hellesøe som medvært.
I programmet kommer Josefine Høgh og Jan Hellesøe helt tæt på fem kendte stjerner, og seerne kommer til at opleve helt nye sider af dem.
Josefine Høgh er uddannet psykolog og vil i programmet spørge ind til den kendtes liv, fortid og fremtid.
De kendte mennesker skal alle deltage i en række nøje konstruerede eksperimenter, blandt andet hvor de bliver hypnotiserede, og minder, følelser og personlige relationer vækkes til live.
De fem kendte danskere, som har sagt ja til at medvirke i programmet, er Mads Langer, Annika Aakjær, Jacob Risgaard, Remee og Søs Egelind.
Programmet ‘I hjernen på stjernen’ har premiere i dag, torsdag den 19. maj kl. 20.00 på DR1.
Det er sangeren Mads Langer, som er hovedpersonen i det første afsnit.
Spændende koncept!
Skal du se med?
Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!