Siden cykelhjelmen blev indført som ekstra sikkerhed til cyklisterne har der været stor debat, om hvorvidt den omdiskuterede hjelm skal være lovpligtig eller nu. Nu er diskussionen blusset op igen.
Danskerne er glade for deres cykler. Internationale medier sætter ofte fokus på, hvordan danskerne cykler rundt til alt – trods regn og slud. Hvert år lærer de danske skoleelever at begå sig rigtigt i trafikken og flere firmaer sætter tit fokus på at få deres medarbejdere op på jernhesten – i København cykler en tredjedel på arbejde.
Men selvom de fleste er enige om, at cyklen er et godt transportmiddel, så er debatten om cykelhjelmen efter et nyt debatindlæg endnu en gang blusset op. For mens danskerne bevæbner sig med lygter og reflekser, så er det ikke alle som er vilde med cykelhjelmen.
Ifølge Rådet for sikker trafik er der dobbelt så mange hovedskader blandt dem, som ikke brugt hjelm som blandt dem, der havde hjelm på, når det kom til alvorligt tilskadekomne cyklister. Tallene er henholdvis 31 % og 16 % og gælder i perioden 2004-2015.
Jens Munch-Hansen har i et nyt debatindlæg i Berlingske sat fokus på debatten igen.
– Gør øjeblikkeligt cykelhjelmen lovpligtig og fastsæt en bøde på 1.500 kr., hver gang en cyklist bliver taget i at køre uden, lyder det fra bestyrelsesformanden.
Jens Munch-Hansen mener, at politikerne skal træffe det svære, men nødvendige valg og gøre cykelhjelmen lovpligtig – præcis som beskyttelse såsom lygter også er.
– Fakta er, at i 2010 kom mere end 3.000 personer på skadestuen som følge af hoved- og halslæsioner. Heraf havde 1.500 hjerne- og kranieskader. Det tal er sikkert steget i takt med de flere cyklister. Mange bliver aldrig raske og må se deres liv ødelagt, lyder det fra Jens Munch-Hansen.
Hvad mener du? Skal det gøres lovpligtigt at bære cykelhjelmen? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet.
Illustration øverst: Shutterstock