Der findes intet bedre end en historie med en lykkelig slutning.
En historie som indeholder ydmyghed, håb og sågar lidt kærlighed.
Da jeg læste den her, følte jeg derfor, at jeg straks blev nødt til at dele den.
For et stykke tid siden mødte ShelbyLynn Henry Alexander fra North Carolina, USA, en hjemløs mand på gaden.
På trods af det ikke var noget hun normalt gjorde, besluttede hun sig for at give ham lidt penge. Han fik sågar hendes visitkort.
Flere måneder senere fik hun et opkald fra ham, hvor hun indså, at han slet ikke var den hun troede, han var.
”I januar i år, da jeg sad og ventede ved et rødt lys, så jeg en mand sidde med et bølgepap-skilt. Skrevet med en tusch stod der: ’Behøver lidt hjælp. Vil give videre.’
Jeg standsede ved ham, forklarede, at jeg plejede at give mad, men gav ham tre foldede sedler, viklet rundt om mit mægler-visitkort, og spurgte, om han brug for hjælp til at finde et sted at bo.
På grund af hans ordvalg “Behøver lidt hjælp”, var jeg ikke sikker på, om han var hjemløs eller om han havde en hård perioede i livet.
Jeg fik aldrig hans navn, men jeg husker hans ansigt. Jeg husker alt; de tynde klæder han havde på i kuldeen omkring frysepunktet, hans hund var pakket godt ind i stedet for ham selv, og skammen i hans øjne, da jeg gav ham pengene. Jeg bad en bøn for ham og kørte videre.
I aftes, da jeg var på arbejde, fik jeg et opkald, fra en som ville kigge på et af vores huse, og havde bedt om kun at tale med mig. Vi bestemte et mødested og jeg forlod kontoret for at køre mod stedet.
Så snart jeg svingede ind i indkørslen, fløj mine øjne hen til en buttet hund som hang ud af bilruden og så så lykkelig ud. Det var ham, som jeg genkendte først.
Så steg manden jeg for mange måneder siden gav penge ud af bilen. Denne her gang bar han dog en skjorte, flotte jeans, støvler og var renvasket.
Min første tanke var, at han havde snydt mig, ved at foregive at mangle penge i de dårlige klæder. Men senere fandt jeg ud af, at sådan var sagen slet ikke.
Han genkendte mig lige så hurtigt som jeg genkendte ham. Med en udstræk hånd, og med øjnene fyldt af tårer, rakte han mig tre sammenfoldede sedler, viklet rundt om mit krøllede visitkort.
Foruden at jeg var forvirret, var jeg helt målløs.
Han forklarede, at hans ekskone havde taget alt han ejede, foruden hunden, og forladt ham for en anden mand.
Så han behøvede ikke almisser, bare hjælp. Det viste sig, at han var en ingeniør med et nyt godt job, en glad hund, en ny bil og et helt nyt liv.
Han passede på huset for en ven, og fortalte, at det var hans tur til at give tilbage ved at gøre reklame for mit firma. Præcis som det havde stået på hans skilt.
Der lærte jeg, at man aldrig ved, hvad der sker i nogen andens liv, og at det kan være alt for let at dømme nogen for ydersiden, uden at kende omstændighederne. Jeg bad en bøn for ham og kørte væk”.
Da jeg læste den her historie, var det virkelig svært at holde tårerne tilbage.
Vær venlig at dele fortællingen for at sprede ordet: Lidt venlighed kan betyde så meget og få fantastiske ting til at ske!
