Foto: Stop Spild Lokalt

Rasmus uddeler mad til trængte familier: Det kan ramme os alle

Enorme prisstigninger rammer i disse tider danskerne. Men der er hjælp at hente for de hårdt ramte familier.

Den næste tid vil vi opleve endnu flere stigninger på dagligdagsvarer i butikkerne rundt omkring i landet. Coop har meddelt, at de hæver priserne på omtrent 800 varer med knap 8 procent.

Ingen af os kommer udenom et hak i budgettet med de stigende priser.

Madspildsorganisationen Stop Spild Lokalt arbejder for at lette presset.

Der bliver delt ud af frugt og grønt. Foto: Stop Spild Lokalt

De deler overskudsmad fra supermarkeder ud til personer, som har behov for det rundt omkring i landet.

Rasmus Erichsen er stifteren bag organisationen, og han kan mærke behovet blandt danskerne.

– Vi smider alt for meget mad ud i Danmark, og der er rigtig mange mennesker, som har brug for den overskudsmad, siger Rasmus Erichsen til Newsner og fortsætter:

– Det er Både unge, ældre, ukrainere, der er kommet til landet eller børnefamilier. Men det er hovedsageligt alle, hvor indkomsten ikke er nok, og som har brug for lidt ekstra luft i budgettet.

Rasmus Erichsen, stifter af Stop Spild Lokalt. Foto: Stop Spild Lokalt

Efterspørgslen er også steget efter de stigende priser og det kan mærkes.

– Fordi der har været de her stigende priser over de sidste par måneder, er der rigtig mange familier, hvor to indkomster før var nok, men hvor det simpelthen ikke rækker længere. De der var pressede i forvejen, de er endnu mere pressede nu.

Køerne til overskudsmaden bliver længere og længere, men det kan Stop Spild Lokalt heldigvis godt håndtere, fordi i Danmark har vi overskudsmad nok. Det slår Rasmus Erichsen fast.

Organisationen har også gode samarbejdspartnere, så det er sagtens muligt at få fat på nok mad til alle. Ingen behøver at gå tomhændet hjem.

Mange nyder godt af maduddelingen. Foto: Stop Spild Lokalt

Rasmus Erichsen fortæller, at tilbagemeldingerne indtil videre har været positive.

– Det betyder sindssygt meget for dem, at de kan få lidt ekstra luft i budgettet, så de også har råd til, at deres børn får en ordentlig madpakke. Så det er nogle virkelig, virkelig glade børnefamilier, siger Rasmus Erichsen til Newsner.

Alt det, du kan købe i supermarkedet, kan du også få i Stop Spild Lokalt. Det er frugt og grønt, varer på køl og generelt alle basisvarer.

Sikke en fin indsats!

Del gerne din mening i kommentarfeltet under artiklen på Facebook.