Erikas Plucas var netop kommet hjem fra arbejde, da han fik øje på noget mærkeligt. En lille elgkalv lå helt alene udenfor hans port. Hun var ikke mere end to uger gammel.
“Den første gang jeg så hende, så hun helt forfærdelig ud. Hun var udsultet, beskidt, trist og hendes pels var fuld af lopper. Hun var rædselsslagen, da hun så mig første gang, men alt for svag til at løbe væk”, fortæller Erikas, der bor i Litauen.
Han havde mistanke om, at kalvens mor var blevet skudt af jægere, og valgte derfor forsigtigt at løfte hende ind for at se, hvad han kunne gøre for at hjælpe.
Erikas tog kontakt til kommunen og spurgte, hvad han skulle gøre. Han ringede også til nogle venner for at rådføre sig. Men de sagde alle det samme: Det er ikke dit problem. Lad kalven være.
Alle han talte med påpegede, at det var ulovligt at tage sig af vilde dyr og mente, at han skulle lade naturen gå sin gang. Han skulle lade kalven dø.
Men Erikas nægtede.
Den næste dag kom personale fra den kommunale dyrevelfærsenhed på besøg, men de kunne stadig ikke gøre noget ved situationen. Der er ingen organisation i Litauen, som tager sig af sårede vilde dyr, så deres eneste løsning var at ringe efter en jæger.
Erikas vidste, at dette ville betyde den visse død for kalven. Han insisterede på at få lov til at beholde hende og tage sig af hende, indtil hun var stærk nok til at blive frigivet i naturen igen – og kommunen accepterede dette.
Han gav hende navnet Emma.
I løbet af den første tid var han nødt til at fodre Emma hver fjerde time, og så snart han lod hende være alene, begyndte hun at klynke. De første nætter sov Erikas ved hendes side, så hun kunne føle sig tryg.
“Hun var bange for alt undtagen mig”, fortæller Erikas til The Dodo.
Da Emma blev større, tog han hende med på gåture i skoven, men hun syntes, det var lidt skræmmende. Hun havde bare lyst til at være i nærheden af Erikas og fulgte ham, hvor end han gik.
Tiden gik og Emma lærte at holde af deres gåture i skoven. Hun begyndte at blive voksen og følte, at hun hørte til i skoven. Endelig kom dagen, hvor Erika kunne gå alene hjem efter gåturen. Emma var klar.
Hun kom stadig og besøgte sit barndomshjem, men hun var væk i længere perioder ad gangen.
“Jeg husker den første nat, da hun ikke kom hjem. Jeg kunne næsten ikke sove. Men hun voksede op, og jeg var nødt til at acceptere det. Det var trods alt mit mål fra starten.” siger Erika.
I dag er Emma selvstændig, og bor i skoven. Men hun kommer stadig og hilser på Erikas hver dag. De plejer at bade sammen, og Emma viser altid taknemmelighed for, at Erikas reddede hendes liv.
Erikas håber nu, at Emma kan få et langt og sikkert liv, og ikke blive offer for jægere, som var tilfældet med hendes mor. Har har også invitere jægere hjem for at hilse på Emma for at få dem til at forstå, at hun er mere end blot en almindelig elg. De blev meget rørte af mødet og nogle fortalte sågar, at de aldrig kunne få dem selv til at skyde en elg igen.
I løbet af den seneste tid har Erikas bemærket, at Emma er begyndt at opføre sig lidt anderledes. Han mistænker, at hun er drægtig – så nu får kommer der måske en lille elgkalv på gården.
Hvor er det bare en skøn historie! Elge er mere end blot mad på tallerkenen. Jeg er så glad for, at Emma blev reddet, og jeg håber, at hun får et langt og godt liv! Del historien, hvis du er enig.
