Brandmanden hører en underlig lyd – graver i panik da han ser hvad der er i hullet

Familiens cykeltur tog en uventet drejning, da de pludselig hørte underlige lyde fra en jordbunke.

De valgte at ringe efter redningstjenesten.

Og da brandmænd kom til stedet, var de nødt til at handle straks.

At se nogen hjælpeløs og vide, at man ikke kan gøre noget, er en af de værste følelser, man kan opleve. Den følelse oplevede den familie, som befandt sig på en cykeltur i South Carolina.

På turen hørte de pludselig underlige lyde fra en stor bunke af cementblokke og jord. De ville ikke forlade stedet, uden først at undersøge, hvad det var. Og da de kiggede nærmere, fik de et chok.

Da de kiggede ned i hullet, så de en lille hundehvalp, som sad fast. Familien vidste ikke, hvad de skulle gøre, så de gjorde det eneste rigtige. De ringede til redningstjenesten i håb om at få hvalpen fri.

Brandmanden Paul Bryant fortæller The Dodo, at højen bestod af flere kvadratmeter store cementblokke.

– En af betjentene sagde, at han kunne se hundens snude stikke ud fra højen, fortæller Paul Bryant.

Kærlighed ved første øjekast

Ved hjælp af et koben lykkedes det at få flere cementblokke væk. Men desværre sad hunden stadig fast. Paul begyndte at grave.

Efter nogle minutter var det lykkedes ham at skabe så meget plads til hvalpen, at den til sidst kunne komme ud.

Og den lille hvalp skyndte sig hen til sin helt. Han begyndte straks at slikke Paul i ansigtet og logre med halsen. Og lige da blev der skabt et særligt bånd mellem Paul og hvalpen.

Familien, som ringede efter redningstjenesten, besluttede dog, at de ville tage hunden med til et internat i håb om, at kunne genforene ham med sin familie.

Paul kunne dog ikke slippe tanken om sin nye ven. Og da han fik at vide, at hunden ikke havde nogen familie, vidste han lige, hvad han skulle gøre.

– Så snart jeg fik at vide, at han ikke havde nogen ejer, og at familien, som fandt ham, ikke ville beholde ham, forstod jeg, at han skulle hjem til mig.

Som sagt, så gjort. Hunden, som fik navnet Rocky, kom med Paul hjem. Og i dag er de uadskillelige.

– Jeg fik at vide, at jeg kunne adoptere Rocky, og jeg har aldrig været lykkelig lige siden, siger Paul Bryant.

Da Paul hentede Rocky på internatet, kunne man se, at de to hørte sammen.

I dag er Rocky en lykkelig hund, som har fået den bedste ejer, man kunne tænke sig.

– Han er altid ved min side, og forlader aldrig lokalet, uden at vide, at jeg følger efter, siger Paul.