Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Drenge slap 15 heste løs nytårsnat: Nu er flere af dem skadet

En nytårsfest gik helt galt, da fire drenge fik adgang til Stenbjerggård Rideskole, red på flere af dem og slap dem fri. Det har resulteret i flere skader på hestene, blandt andet har en af hestene mistet halvdelen af sin overlæbe.

Det nye år startede langt barskere end Stenbjerggård Rideskole havde regnet med. Efter en nytårsfest fandt fire 16-årige drenge på at smutte forbi rideskolen, hvor de brød ind og red på flere af hestene. Herefter har drengene lukket 15 heste ud. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Flere af hestene er kommet til skade efter den hårde behandling.

– Hestene har tydeligvis løbet forvildet rundt og sparket hinanden, en af hestene har mistet en halv overlæbe, formentlig fordi den har siddet fast i noget træværk, én er halt efter at være løbet meget langt omkring, og den er på smertestillende medicin. Én har et stort åbent sår, som bliver behandlet med antibiotika, og flere af de andre heste er ilde tilredt, fortæller daglig leder af Stenbjerggård Rideskole, Stine Pinholt, til Frederiksborg Amts Avis.

Episoden blev opdaget tidligt på årets første dag, da drengene blandt andet havde lagt en film ud fra rideskolen på Snapchat. Den film blev set af en rytter fra skolen, og der blev straks slået alarm.

Alle hestene er nu indfanget, men der bliver ikke set med milde øjne på drengenes gerning, der foruden deres Snapchatfilm er blevet filmet af rideskolens overvågningskameraer.

– Der er jo tale om både dyremishandling og hærværk og en erstatningssag vil selvfølgelig også blive rejst overfor de uansvarlige drenge, lyder det fra Stine Pinholt.

Hændelsen er anmeldt til politiet.

Foto: Pixabay – Hesten på billedet ovenover har ikke noget med indholdet i artiklen at gøre.