I mere end 200 år har dyr været en fast del af cirkusforestillinger i Danmark. Elefanter, hunde, heste – alverdens dyr har optrådt i manegen i årevis.
De seneste år har brugen af dyr i cirkus dog affødt store protester fra dyrevenner. Det har medført, at man i eksempelvis Skotland og Sverige har taget skridt i retning af at forbyde dyr i cirkus.
Nu har et dansk cirkus valgt at følge trop – og lade være med at bruge dyr i forestillingerne. Det skriver sn.dk.
Når det danske Cirkus Baldoni i år rejser land og rige rundt for at underholde danskerne, er det med en forestilling helt uden dyr. Det fortæller cirkussets direktør René Baldoni til sn.dk.
– Sidste år havde vi et nummer med seks katte. Den ene ville ikke optræde, og de skulle den selvfølgelig have lov til. Alle kattene var i et stort bur, og der gik den så rundt alene i de ti minutter, hvor de andre optrådte, fortæller cirkusdirektøren til sn.dk.
– Det var jo for dens eget bedste, men den gik og miavede og kaldte på de andre, hvilket er meget naturligt. Der var én, som optog en video på sin telefon og lagde på Facebook, og så havde vi en masse ballade. Så vi har truffet et valg, for det er den vej, vinden blæser, siger han til sn.dk.
I marts skrev dr.dk om et lovforslag fremsat af Enhedslisten, Alternativet og SF, som skal gøre det forbudt at benytte vilde dyr i cirkusforestillinger.
Ifølge Folketingets hjemmeside har lovforslaget været i både 1. behandling og udvalgsbehandling. Lovforslaget mangler således kun 2. behandlingen i Folketinget for at kunne vedtages.
Skal det forbydes at bruge dyr i cirkusser? Del meget gerne artiklen og fortæl os, hvad du synes!