Den fireårige hund Mugsy, af racen Jack russell terrier, blev påkørt en oktoberdag i 1990. Hans liv stod ikke til at redde.
Mugsy sov ind i ejeren Glenns arme i familiens indkørsel – troede alle.
For næste morgen skete et usandsynligt mirakel.
Det var en traumatisk oplevelse for hele familien og ikke mindst ejeren Glenn, som husker det, som var det i går.
Glenns kone Viola var på arbejde, og Glenn var i haven, hvor han legede med sine børn. Da opdagede han pludselig, at Mugsy var væk.
– Han var længere nede i indkørslen, og jeg stod ude ved vasketøjet. Jeg hørte ham skrige og løb hen til vejen. Der fandt jeg ham sammenkrøbet i indkørslen, han var helt dækket af blod, siger Glenn i Oprah Winfrey Show.
Mugsy var blevet påkørt af en bil. Han trak ikke vejret, og hjertet var stoppet med at slå. Familiens elskede hund var død.
Glenn sagde til børnene, at de skulle gå indenfor, for han ønskede ikke, at de skulle se deres bedste ven død.
Ejeren tog sagen i egen hånd og gravede et hul i baghaven, hvor han begravede hunden.
Han havde svært ved at fatte, hvad der var sket. Men han gjorde det, som han mente var nødvendigt.
– Jeg var rystet. Jeg begravede ham hurtigt, jeg sagde ikke engang noget til børnene. Jeg nænnede ikke at gøre det før klokken syv om aftenen. Mugsy var død, siger Glenn.
Familien arrangerede en mindestund for Mugsy senere på aftenen.
Morgenen efter vågnede Glenn af en kradsende lyd fra yderdøren.
– Jeg vågnede af, at det kradsede på døren. Jeg stod op, åbnede bagdøren og rullede gardinet op, siger Glenn i Oprah Winfrey Show.
Glenn troede at han så syner. Det kunne ikke være muligt. Mugsy var jo død, det så han med egne øjne.
Men der stod han, familiens elskede hund, og logrede med halen.
De var ganske enkelt nødt til at gå ud og kigge i baghaven, for at se, om Mugsy ikke lå under jorden.
Der var ingen hund, jorden var gravet helt op. Men hvordan i alverden kunne dette ske?
Viola afslørede svaret, da hun besøgte The Opray Winfrey Show.
– Dyrlægen sagde, at han formentlig, efter seks timer, faktisk havde gravet sig selv ud. Hans hjerteslag og det hele havde været så langsomt, at det ikke havde været åbenlyst, at han levede. Han havde ikke haft nogle tydelige livstegn, siger Viola og fortsætter:
– Så formentlig sov han bare til halv seks om morgenen, efter knap seks timer, og så gravede han sin vej ud.
Det her troede man jo slet ikke var muligt. Hvilket mirakel! Del gerne den her mageløse historie videre!
