Mange siger, at hunden er menneskets bedste ven, men der er episoder i verdenshistorien der viser, at nogle hunde kan være så meget mere end blot venner.
Og den utrolige historie om hunden Balto viser virkelig, hvor meget en hund kan betyde, når mennesker har mest brug for den.
Du har måske set eller hørt om Disney-tegnefilmen “Balto”? Det er en af de mest populære film, som handler om en heroisk hund, men vidste du, at den er baseret på en sand historie?
Tegnefilmen fra 1995 har dog taget nogle friheder i forhold til den virkelige histoire, så jeg mener at det er passende at fortælle, hvad der egentlig skkete.
Og derfor skal vi på en tidsrejse tilbage til en kold vinter i Alaska i 1925…
Det hele tager sin begyndelse i den lille by Nome, langt ude på Alaskas vestkyst.
I begyndelsen af 1900’erne var Nome den største by i Alaska, men i 1925 indtraf der en frygtelig tragedie.
Børn over hele byen begyndte pludselig at blive syge af difteri, hvilket er en meget smitsom sygdom, som ofte medfører døden, hvis man ikke modtager behandling.
Kuren mod difteri var serum, men det tog hurtigt slut for byens 1.500 indbyggere. Myndighederne gik i panik, en storstilet epidemi var sandsynligvis blot et par dage væk.
Dette skete under en hård og kold vinter. Nome havde hverken snefrie veje ind eller ud af byen, og var stort set afskåret fra civilisationen.
Vandet i havnen var også frosset til is, og de to fly, som var i Alaska, kunne ikke bruges, eftersom temepraturen var for lav.
Difterimedicinen kunne ganske vist fragtes med toget fra byen Anchorage til Nenana. Men afstanden fra Nome til Nenana var 1.000 kilometer – hver vej.
I et sidste råb om hjælp valgte byens læger at udsende en desperat anmodning. Ideen var, at en række hundespænd skulle køre den 10 kilo tunge pakke fra Nenana og fragte medicinen til Nome.
Den 27. januar begav det første hundespænd ud i nattens mørke fra Nenana. Det var bidende koldt, og termometeret viste -40 grader celcius.
Dagen efter begav den berømte slædehundefører Leonhard Seppala sig ud fra Nome for at møde serum-transporten halvvejs.
Strækningen tog normalt 25 dage at tilbagelægge, hvis vejret var godt. Men slædehundene og førerne havde kun omkring seks dage til at få medicinen til Nome.
Leonhard Seppala og hans utrolige team af hunde lykkedes at mødes transporten halvvejs, og begav sig hjem mod Nome igen med den vigtige last.
Anført af den frygtløse førerhund Togo kæmpede de sig vej igennem snestorme og forræderiske isflager.
Hundene, som trak størstedelen af disse strækninger, var sibiriske slædehunde, og under rejsen lå temperaturen stabilt på -30 til -40 grader celsius.
Den sidste, hårde del af etapen blev dog kørt af Leonards medhjælper, norske Gunnar Kaasen.
Kaasen skulle tage den 10 kilo tunge beholder med serum det sidste stykke til Nome, hvor indbyggerne ventede desperat på at få hjælp.
Problemet var dog, at Kaasen ikke havde en førerhund, der var egnet til at føre på den sidste, risikable strækning.
Gunnar Kaasen valgte til sidst en uprøvet slædehund ved navn Balto, som tidligere blev betragtet som en “bastardhund” af slædehundsførerne.
Balto havde ingen erfarning med at føre under de farlige forhold, som herskede, men norske Gunnar Kaasen troede på ham.
Den sidste strækning blev lige så farlig og uforudsigelig, som Gunnar Kaasen og de andre havde forudsagt.
Rejsen foregik ofte i kulsort mørke og under kraftige snestorme. Men på en eller anden måde formåede Balto at holde kursen, selvom Gunnar ofte ikke kunne se sin egen hånd foran ansigtet på grund af snestormen.
På et tidspunkt reddede Balto livet på alle de andre hunde samt hundeføreren, da han undgik et kæmpe hul i isen i sidste sekund, selvom der var totalt mørkt.
Efter 5 dage og over 1.000 kilometer på næsten ufremkommelig is formåede man at levere serummet til den eneste læge i Nome.
I byen, hvor endnu 28 mennesker var døde af difteri i løbet af den fem-dages lange rejse, blev Gunnar Kaasen og Balto modtaget som helte.
Takket være deres mod og offervilje blev tusindvis af mennesker reddet, og en epidemi blev undgået. Ikke en eneste person døde efter serummet var blevet afleveret.
Og selvom der var flere personer og hunde indblandet i denne redningsaktion, så var det Balto, som fik lov til at stå som symbol for hele den risikable ekspedition.
Balto og hundeførerne blev hyldet af millioner (herunder præsident Calvin Coolidge), og deres rejse gav genlyd i hele USA.
10 måneder efter ekspiditionen blev der rejst en statue af Balto i Central Park. Under statuen står der følgende:
“Dedikeret til den ukuelige vilje hos de slædehunde, som førte serum 1.000 kilometer gennem næsten ufremkommelig is i forræderiske farvande gennem arktiske snestorme fra Nenana til Nome i vinteren. Udholdenhed. Loyalitet. Retskaffenhed.”
Balto levede yderligere otte år efter den “umulige” og dramatiske redningsaktion.
Han døde af alderdom i 1933, efter at have levet et langt liv som en ægte helt. Siden 1973 har man også afholdt en konkurrence i Baltos minde, Iditarod Trail Sled Dog Race, hvor hundespænd tilbagelægger den samme distance og rute som Kaasen, en 1868 kilometer lang rejse.
Er det her ikke en helt fantastisk historie, som fortjener at blive delt og læst af flere?
Nu synes jeg, at vi sammen skal hjælpe hinanden med at dele Baltos historie på Facebook, så flere af vores venner kan få muligheden for at hylde denne modige helt!
