Da russiske Gor Zhdanov døde i en alder af 79, blev hans hund pludselig ejerløs. Hunden fik lov til at bo i sin ejers lejlighed, mens de pårørende skændtes om arven. Et skænderi, der tog meget lang tid.
Hunden var låst inde i lejligheden i et helt år, uden nogen form for selskab. De pårørende efterlod jævnligt mad og vand til ham, men ellers var der ingen, der tog sig af ham.
Indtil en dag hvor de pårørende endelig blev enige, og besluttede sig for at sælge lejligheden og skaffe sig af med hunden. De kontaktede et lokalt dyreinternat, som skulle komme og hente hunden – og personalet kunne ikke tro deres egne øjne, da de kom ind i lejligheden.
Hunden havde sandsynligvis haft et godt liv sammen med sin første ejer. Men efter ejerens død, ændrede alt sig. De pårørende arvede alle ejerens ting, herunder hans hund. Men de havde absolut ingen interesse i at tage sig af hunden.
De pårørende kunne ikke blive enige om, hvordan arven skulle fordeles, og besluttede sig for, at al ejendom skulle forblive i lejligheden, indtil de havde besluttet, hvad de skulle gøre. De låste hunden inde, hvis opgave nu var at beskytte lejligheden og tingene derinde.
De gav ham mad og vand, og han havde adgang til en altan, hvor han kunne tisse og komme af med sin afføring. Derudover var hunden ikke under opsyn, og levede et indelukket liv i lejligheden. Hunden, der er af racen old english sheepdoog, har en pels, der kræver meget pleje. Nu blev den bare ved med at vokse, og blev mere og mere usiogneret og sammenfiltret for hver dag, der gik.
Hunden var fanget i lejligheden i et år. Da de pårørende endelig blev enige om, hvordan arven skulle fordeles, solgte de alle ejendele i lejligheden samt lejligheden, og kontaktede et dyreinternat, som skulle komme og hente hunden. Dyreinternatets personale kunne ikke tro deres egne øjne, da de kom ind i lejligheden.
Hundens pels var så beskidt, at den havde dannet en hård skal omkring hans krop. Han var dækket af afføring, og kunne næsten ikke gå med den tunge pels over sig.
De pårørende havde været så ligeglade med ham, at de ikke engang havde taget sig den ulejlighed at give ham et navn. Personalet på dyreinternatet valgte derfor at kalde ham Cocos. Herefter påbegyndte de arbejdet med at barbere af for at se, hvad der gemte sig under.
Hele seks personer arbejdede i tre timer for at fjerne pelsen. De kunne fylde fire 100-liters poser med pels, da de var færdige. Og under al pelsen, snavs og afførring gemte der sig en sød lille vovse!
Cocos tænder blev gjort rene, og han fik et ordentligt bad. Herefter flyttede Cocos hjem til Elena Rivvo, som er ekspert i hans race, og hun kan derfor tage sig af hans pels.
Hun har sat ham på en særlig nærende diæt, der skal hjælpe ham med at genvinde sin styrke igen.
I filmen nedenfor kan du se flere billeder af Cocos fantastiske forvandling.
Jeg er så glad for, at Cocos blev reddet til sidst og fik et godt, nyt hjem. Jeg håber, at han kan glemme det frygtelige år og bare være glad fra nu af. Du må hjertens gerne dele artiklen, hvis du er enig!
