Foto: Privat

Hunden Louis sprøjtede med blod under en gåtur: Nu advarer Céline andre hundeejere

En helt almindelig gåtur med hunden endte noget dramatisk for Céline Holmer Petersen og hendes kæreste.

For mens den nysgerrige lille hund gik og snusede i naturen, som han plejer, endte det pludselig galt.

-Vi var på vej til hundefrisøren med Louis, og han sniffer rundt, som han altid gør. Lige pludselig begynder han at spjætte lidt og nyse helt ukontrolleret og begynder at løbe rundt og panikke, fortæller Céline Holmer Petersen, som er førstegangs hundejer, til Newsner.

– Så ser jeg, at der er lidt blod på hans næse og kan se det her store korn i hans næse. Så begyndte han at nyse, og det sprøjtede med blod ud af næsen på ham, hver gang han nyste, fortæller hun.

Louis er kun et år gammel, så hunden blev ligeså forskrækket som dens ejere. Parret ringede hurtigt til dyrlægen og måtte suse afsted i en taxa for at få hjælp hurtigt.

– Vi var begge dækket af blod og snot, siger Céline Holmer Petersen.

Foto: Privat

Fik lavet kikkertoperation

Céline forklarer, at de kom direkte til konsultation, hvor Louis fortsatte med at nyse blod ud over sygeplejerskerne, som ikke fik lov til at undersøge ham ordentligt, da han var bange.

Lægerne beslutter, at han skal have lavet en kikkertoperation, og den lille Louis kom i fuld narkose.

– Så hentede vi ham senere på dagen, hvor han var ved godt mod og sov i meget lang tid.

Det viste sig, at det var græsagn, der var synderen. Græsagn er små, hårde og skarpe græsfrø med små strå, der kan sætte sig fast i tøj, hud og hår, og som findes mange steder i naturen.

Foto: Privat

Sæson for græsagn

Ifølge hjemmesiden hunden.dk er der sæson for græsagn netop nu i det tørre sommervejr.

Newsner Danmark har forsøgt at få en kommentar fra Universitetshospitalet for familiedyr på Frederiksberg, men det har desværre ikke været muligt.

De kan dog godt bekræfte, at græsagn kan være farligt for hunde, da de kan blive tørre og hårde og på den måde bore sig ind i huden på hunden og sætte sig fast.

Céline Holmer Petersen oplyser, at Louis i dag har det godt, selvom det tog ham et par dage at komme ovenpå igen.

Foto: Privat

Efter at have fået det hele lidt på afstand, vil hun gerne gøre andre hundeejere opmærksomme på den skjulte fare i naturen.

– Vær opmærksom når du lufter din hund. Og husk at tjekke din hunds pels, siger hun.

Hjælp os gerne med at dele denne artikel, så andre hundeejere kan blive opmærksomme, når de går tur med hunden.