Da jeg var 18 år gammel, ringede min søster til mig en dag, mens jeg var i skole. Det plejede hun aldrig at gøre, så jeg antog, at det var noget vigtigt, og derfor gik jeg ud på gangen for at tage telefonen.
Hun fortalte mig, at min 2-årige nevø havde fået kræft, en svulst i hjernen. Takket være en yderst kompetent hjernekirurg, blev hans liv reddet. Men tiden med usikkerhed før vi vidste, om han ville overleve, var ulidelig.
Familiens tilstedeværelse var det eneste, der betød noget, og alt andet var ligegyldigt.
For mig blev det meget tydeligt, hvor vigtig ens familie er, og alt andet i livet stort set blev glemt.
Kræft er en ødelæggende sygdom, der kan være svær at opdage. Nogle gange kan man hverken se eller føle den, før det er for sent.
Da Rejane Chili fandt ud af, at hun havde kræft, var hun 49 år gammel. Kræftsygdommen var allerede spredt til stort set hele kroppen og efter et par uger indså Rejane og hendes familie, at hun aldrig ville forlade hospitalet.
Familien var konstant at finde ved hendes side, men der manglede nogen. Rejane havde en hund, Ritchie, som hun havde haft lige siden han var hvalp.
Hvis man har eller har haft hund ved man, at den er ligesom et familiemedlem.
Men som de fleste af os ved, er det forbudt at medbringe hunde på hospitalet, og Rejane var for syg til at besøge sin hund.
Rejanes tilstand forværredes pludseligt og alle vidste, at hun ikke havde mange dage tilbage at leve, skriver brasilianske Globo.
Trods meget strikse regler om forbud mod at medbringe dyr ind på hospitalet, følte lægerne, at der ikke var andre alternativer.
De bad Rejanes søn, Tiago, om at hente Ritchie. Rejana blev ført til et særligt værelse, der var blevet indrettet til det specielle besøg.
Ritchie kom i taxa og blev eskorteret til det værelse, hvor Rejane befandt sig.
Og der var ingen tvivl, da Ritchie og Rejane endelig fik lov til at møde hinanden – de var begge overlykkelige.
Ritchie kunne ikke holde sig tilbage, han løb hen til sengen og fik hjælp til at komme op, han kunne ikke holde op med at slikke Rejane i ansigtet.
Genforeningen blev overværet af omkring 20 af hospitalets medarbejdere, og blev foreviget på film:
Selvom denne historie får en trist udgang, så er det skønt at se Rejane glad en sidste gang.
Jeg mener, at lægerne tog den helt rigtige beslutning. Del videoen med dine venner, hvis du er enig!
