Foto: Shutterstock (hunden på billedet har intet med historien at gøre)

Mand efterlod sin hund i varm bil i 6 timer – nu er han sigtet af politiet

Det er desværre langt fra første gang, vi hører om hunde, som er blevet efterladt i alt for varme biler.

I maj kom det frem, at Dyrenes Beskyttelse på et år havde registreret intet mindre end 100 sager om hunde, der var blevet efterladt i varme biler.

Men nu er det altså sket igen.

Da en mand onsdag klokken 8:00 gik forbi en bil på en parkeringsplads i Brabrand ved Aarhus, opdagede han, at der lå en hund i bilen. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Næsten seks timer senere, klokken 13:40, kom manden igen forbi bilen. Hunden lå der stadig.

Bilen stod i bagende sol. Ifølge DMI var der op mod 28 grader i Østjylland onsdag. Den stakkels hund i bilen havde hverken adgang til luft, mad eller vand.

Manden kunne ikke få fat i ejeren af bilen, og derfor tilkaldte han politiet.

Da betjentene dukkede op, kunne de se, at hunden lå rystende inde i bilen. Den havde det tydeligvis ikke godt. Derfor tog betjentene en rask beslutning, brød bilen op og befriede hunden.

Snart efter dukkede bilejeren, en 21-årig mand, op. Han blev sigtet af politiet for brud på dyreværnsloven, fordi han havde efterladt sin hund i bilen under så kritisable forhold.

Sådan gør du hvis du ser en hund i en varm bil

Vi har jo egentlig allerede nævnt det flere gange i år, men desværre lader det til, at vi er nødt til at tage den endnu en gang: Det er dødsensfarligt for en hund at blive efterladt i en varm bil.

Opdager du, at en hund sidder fanget i en varm bil, er det en god idé at huske på de fire råd, politiet i juni delte på Facebook:

  1. Find ejeren. Få efterlyst ejeren, hvis bilen står ved et supermarked eller butikscenter.
  2. Hvis du ikke har fundet ejeren efter et par minutter, så ring 114 – eller 112, hvis hunden er i livsfare – for at få politiets hjælp.
  3. Hvis hunden er i livsfare, skal du slå ruden ind – MEN det er vigtigt, at du kan bevise, at hunden faktisk var i livsfare, og at du handlede i nødret. Ellers kan det straffes med en bøde.
  4. Sørg for, at hunden får vand med det samme og bliver kølet af.

EFTERLAD IKKE HUNDEN I EN VARM BILHver sommer dør hunde, fordi de er blevet efterladt i en varm bil, og hver sommer…

Posted by Politi on Wednesday, June 6, 2018

Det gør mig så vred, at folk stadig efterlader deres hunde i varme biler! 

Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med at dele advarslen til alle danskere. Kan vi redde bare en hund, er det det værd!

 

Læs mere om...