På en gåtur gennem skoven for nogle år siden i England snublede fotografen Sid Saunders næsten.
Det var da han valgte en omvej i skoven – for at undgå store vandpytter på vejen – at hans fod ramte noget hårdt.
Først troede Sid, at han havde ramt en træstub, men da han kiggede nærmere, opdagede manden, at det ikke var gammelt træ, der stak op af jorden.
Det var i stedet en lille gravsten med mos, som dårligt kunne ses i buskadset.
Saunders kunne ikke lade være med at kigge på den mærkelige lille sten.
Han så, hvor beskidt og fyldt med mos den var, så han tænkte, at han ville ordne gravstenen.
“Jeg besluttede mig for at gå tilbage næste dag og rydde lidt op, også området omkring gravstenen,” fortæller Sid Saunders til The Dodo.
I takt med, at han begyndte at fjerne blade og mos, så han, at der var skrevet noget på den gamle sten.
Da alt skidt og mos var fjernet, indså Saunders, at dette ikke var en almindelig gravplads. Den var tilegnet nogens kære – som var afgået ved døden i 1882.
“Til minde om lille Duchie”, stod der på gravstenen.
Han indså snart, hvem der var blevet begravet der, for mere end 130 år siden.
Der var nemlig også et lille billede af en kanin, indgraveret ved siden af bogstaverne: “Født i august 1869. Død december 1882”.
Saunders troede, at den lille grav måske tilhørte en hund, men gravstedet var tilegnet nogen, som var meget mindre.
”Jeg blev vældigt forbløffet og chokeret,” siger Sid, som blev følelsesmæssigt berørt:
“Da jeg gik tilbage og ryddede op, så jeg den lille indgravering af en kanin og indså, at det formentlig var en hollandsk kanin”.
Hollandsk kanin, eller i daglig tale kaldet hollændere, er populære som selskabsdyr og nemme at genkende på grund af deres karakteristiske farvemønster. Engang var hollændere den mest populære af alle kaninracer, og i England fandtes der rigtig mange opdrættere.
Med kærlighed, tryghed og en god tilgang til mad, kan kaniner blive 10 år eller ældre.
”Duchie” levede til den modne alder af 13 år og var sikkert et elsket familiemedlem – måske var det derfor, han eller hendes ejer fik lavet en speciallavet gravsten?
Kæledyr er trods alt en del af familien.
“Han må have haft det rigtig godt, når han levede så længe,” siger Sid Saunders.
Stedet hvor ”Duchie” blev begravet, har været en del af privat ejendom siden 1800-tallet, ifølge Sid.
Det mest sandsynlige er, at kaninen boede hos ejerne af jorden. I dag er det et friluftsområde, som består af en række vandrestier, hvor folk færdes over alt.
Alligevel var det som om, at ingen havde set den lille grav i rigtig mange år.
Og selvom ingen ved med sikkerhed, hvorfor lille ”Duchie” blev begravet her, så er én ting sikker: “Duchie” var en meget elsket kanin.
Sid Saunders fine opdagelse betyder, at vi dyreelskere kunne få del af denne lille fine historie, 130 år senere.
Tak Sid, fordi du ryddede op på gravstedet og delte “Duchies” historie.
Alle, som har kæledyr eller har haft kæledyr, ved hvor meget, de betyder for os og hvor vigtigt, det er med en fin afslutning.
Del gerne denne historie, hvis du også elsker dyr!
