Den første mand, som formåede at komme ned i grotten, kunne konstatere, at der var mange hvalpe dernede.
Cirka seks meter under jorden kunne han se, at de bekymrede hvalpe ventede på hjælp. Men det var sandsynligvis første gang, at de havde set et menneske.
Dyreredderen forsøgte at få fat i en af hvalpene og gjorde sit bedste for at undgå, at nogen af dem kom til skade. Men en af hvalpene gik i panik og skræmte de andre hvalpe længere ind i den lille, smalle grotte.
Derfor var manden nødt til at krybe længere ind i grottesystemet, kravlende med armene.
Han fik hurtigt fat i to hvalpe. Men de andre hvalpe var kravlet længere ind, hvilket gjorde det umuligt at få fat i dem.
Men når der er tale om godhjertede dyrevenner, så er ordet “umuligt” ikke noget, som står i deres ordbog.
Redningsarbejderne gik over til den anden siden af grotten, hvor de begyndte at grave et hul for at komme ind i grotten, hvor der der stadig lå mange hvalpe.
Under gravearbejdet var man hele tiden omhyggelige med, at grotten ikke skulle kollapse.
Efter at have gravet et hul kravlede en af redningsarbejderne ind for at redde resten af hvalpene ud. Under redningsaktionen var han nødt til at trække en af hundene i poten, hvilket fik hvalpen til at bide fra sig.
Men til sidst lykkedes det redningsarbejderne at få otte hvalpe ud af grotten, alle uskadte. Holdet jublede, og det virkede til, at de kunne nyde en veloverstået redningsaktion.
Men man valgte dog at dobbelttjekke for at sikre, at de virkelig havde reddet alle hvalpene. Og deres mavefornemmelse var korrekt.
For længst inde i grottesystemet fandt de endnu en lille bange hvalp.
Da alle hvalpene var blevet reddet, var de første otte banditter fulde af lykke. De moslede med hinanden og virkede legesyge og glade for endelig at være blevet reddet ud i dagslyset.
Men det forholdte sig helt anderledes med den sidste hvalp. Da man trak hende ud, føltes den lille hvalp livløs – og den bevægede sig ikke og gav ikke lyd fra sig.
Redningsarbejderne undersøgte den pjuskede hvalp lidt nærmere. Snart gik det op for alle, at denne lille hvalp hørte til resten af kuldet, men at det var den mindste hvalp og mest tilbageholdende i kuldet.
Hun havde formentlig aldrig forladt grotten eller vovet at tilkalde hjælp. Den lile hvalp ville med garanti have været blevet efterladt tilbage, hvis redningsarbejderne ikke havde undersøgt grotten en ekstra gang.
Redningsaktionen varede sammenlagt cirka syv og en halv time. Hvalpene blev vasket, undersøgt, hvorefter de blev opdelt til to forskellige plejefamilier, hvor de fik nye forældre.
Her nedenfor kan du se et klip med redningsaktionen, og hvordan hvalpene fik det bagefter. Det er virkelig vidunderligt at se, at det hele endte lykkeligt!
Jeg er af den overbevisning, at disse mennesker er vaskeægte superhelte!
Det er virkelig noget ud over det sædvanlige, som disse godhjertede personer gjorde for at redde alle disse hvalpe, og de fortjener virkelig alle de likes og delninger, vi kan finde, så flere får muligheden for at hylde dem!