Det her er historien om en lille forladt herreløs hund, der blev kaldt ‘Den Grimme’. Hver gang nogen så ham, blev de skrækslagne. Hunden var såret, syg og så næsten døende ud. Men en sand dyreven kom til undsætning – og det ændrede hans liv for altid.
Jeg ved ikke, om denne historie er sand eller ej. Men jeg ved, at den er meget trist, smuk og meget vigtig.
Derfor vil jeg gerne fortælle den til jer.
“I lejlighedskomplekset hvor jeg boede, vidste alle, hvem ‘Den Grimme’ var. ‘Den Grimme’ var områdets herreløse hund.
Han elskede tre ting her i livet: at slås, spise skrald og sidst men ikke mindst nærhed. Hans foretrukne interesser kombineret med et liv på gaden havde en stor indvirkning på ham.
Til at begynde med havde han kun ét øje. Han manglede også et øre, og han havde brækket sin venstre fod, som var helet på en måde, der havde gjort foden misdannet. Han mistede sin hale for mange år siden, og det eneste der var tilbage, var en lille stump. Hvis ‘Den Grimme’ havde haft en person, der havde taget sig af ham, ville han have været en smuk hund. Men nu var han dækket med sår og pelsen var beskidt.
Det var altid den samme reaktion, når nogen så ‘Den Grimme’: “Der er den der Grimme hund!”
Alle børnene i området blev advaret mod at nærme sig ham. De voksne var bange for ham, og jagede ‘Den Grimme’ væk så snart de fik øje på ham. Hvis han nærmede sig nogens græsplæne, brugte de ofte en vandslange til at sprøjte vand på ham. Fra mit vindue kunne jeg se, hvorden ‘Den Grimme’ skammede sig hver gang folk viste ham, hvor uønsket han var. Han så så trist ud. Så snart han så et barn, begyndte han at gå, nærmede sig for at blive klappet, og tiggede om at få lidt kærlighed. Hvis nogen gav ham lidt bekræftelse og kærlighed, nægtede han at lade dem være i fred. Og uanset hvordan folk opførte sig, gav han dem altid en ny chance. Han blev ved med at være kærlig og venlig.
Jeg ønskede og tænkte ofte på, at jeg skulle tage mig af ‘Den Grimme’. Give ham kærlighed. Give ham et hjem. Redde ham fra alle de dumme mennesker. Men mit arbejde involverede så mange rejser, at det var umuligt.
En dag stod jeg i min leglighed og hørte, hvordan en hund gøede panikslagent. Jeg forstod øjeblikkeligt, at det var ‘Den Grimme’. Han havde nærmet sig et par ældre mænd i området i et forsøg på at få lidt nærhed. De reagerede ved at slå ham. Jeg løb så hurtigt jeg kunne for at redde ham. Da jeg kom til stedet, lå han der. Mishandlet. Næsten lydløs. Jeg samlede ham op og skyndte mig hjem. ‘Den Grimme’ gav smertefulde lyde fra sig. Han var hårdt såret og kæmpede for sit liv.
Men pludselig, da han lå der i mine arme i frygtelige smerter, begyndte han at slikke mig på hånden. Jeg holdt ham mod mit bryst for at give ham kærlighed og varme. Han fortsatte med at slikke min hånd og strøg samtidig sin pote på min arm. Selv da han følte den stærkeste smerte, var det eneste, han bad om, lidt nærhed og kærlighed.
I det øjeblikt tænkte jeg, at ‘Den Grimme’ var den smukkeste, mest elskelige skabning jeg nogensinde havde set. Ikke en eneste gang forsøgte han at bide mig, rive sig løs eller gø af mig. Han kiggede mig bare direkte ind i øjnene og viste taknemmelighed over, at jeg havde set ham. Han var taknemmelig for, at nogen tog sig af ham. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder.
‘Den Grimme’ døde i mine arme, inden jeg kunne nå at komme tilbage til lejligheden. Men jeg sad og holdt ham i flere timer, efter hans hjerte holdt op med at slå. Jeg tænkte på hvordan en arret, mishandlet hund kunne være i stand til at ændre mit syn på livet. Hvor venlig og kærlig han var. Han lærte mig mere om empati og betænksomhed end 1000 bøger, kurser eller populære tv-programmer nogensinde har lært mig. For det vil jeg være ham evigt taknemmelig. Han havde fået ar på ydersiden, jeg på indersiden. Det var tid for mig at forstætte med mit liv – og forstå det verdens smukkeste hund havde lært mig. At behandle andre som jeg selv ønsker at blive behandlet – uanset hvad.
Mange ønsker at blive rigere, mere succesfulde, mere populære, smukkere. Men jeg, jeg vil altid prøve at være ligesom ‘Den Grimme’ – verdens smukkeste hund.”
Vi tror måske, at viden er vigtigt. Uddannelse, færdigheder, arbejde. Men det vigtigste af alt er, at vi tager os af hinanden. At man aldrig skal dømme en bog på dens omslag. Vel vidende om, at det er det indvendige, der tæller.
Derfor valgte jeg at dele historien om verdens smukkeste hund med jer. Jeg håber, at I har det på samme måde, og ønsker at dele historien videre.
