En ukendt golden retriver kom konstant på besøg i kvindens hjem. Den hilste venligt på hende, og fulgte efterfølgende stille og roligt med ind i gangen. Har lagde den sig til rette – og faldt i søvn. Efter et par timers søvn traskede den langsomt hjemad igen.
Men hvor gik den hen? Det fik kvinden svar på, da hun en dag så en besked på halsbåndet, hunden havde omkring halsen.
Denne historie er blevet delt flittigt i løbet af den seneste måned. Jeg ved ikke, om den er sand, men jeg blev ganske enkelt nødt til at dele den med jer, eftersom den er så sød.
Den allerførste kontakt, kvinden havde med den ukendte hud, var ude i haven, hvor hun stod rev blade sammen, da Golden retrieveren pludselig kom slentrende. Stille, roligt og forsigtigt. Det var en velplejet og meget flot hund. Kvinden kunne straks se, at det ikke var en herreløs hund, som var på udkig efter et nyt hjem. Denne hund søgte efter noget helt, helt andet.
Efter at have hilst på hinanden, valgte hunden at følge med kvinden ind i huset. Kvinden havde ingen betænkeligheder ved det, og lod den smukke golden retriever komme ind i huset. Men hunden havde dog ikke lyst til at socialisere, eftersom den øjeblikkeligt lagde sig til at sove. Efter et par timer vågnede den, og gik langsomt hjem igen.
Det behagelige, omend søvnige møde, fortsatte dag ud og dag ind i flere uger. Kvinden var naturligvis meget nysgerring omkring årsagen til hundens daglige besøg, og hvem som ejede hunden. Den var trods alt så velplejet og opdragen – den kom bare på besøg for at sove.
Derfor besluttede hun at skrive et brev til ejeren, som hun satte på hundens halsbånd. I brevet stod der:
“Hej,
Jeg er lidt nysgerrig efter at finde ud af, hvem der ejer denne fantastiske hund. Og jeg ville egentlig bare gerne vide, om du er klar over, at han kommer og besøger mig hver dag for at sove.”
Den følgende dag kom golden retrieveren endnu engang på besøg hos kvinden for at tage en lur. Den havde en besked på sit halsbånd., hvilket var et svar på den besked, kvinden havde skrevet dagen forinden.
“Hej med dig,
Jeg havde mistanke om, at han forsvandt for at tage en lur.
Vi er nemlig en familie med 6 børn, hvoraf to af dem er under 2 år gamle.
Er det okay, at han bliver ved med at besøge dig, så han kan få lidt søvn?”
Ordene i brevet fik kvinden til at grine, og hun havde bestemt ikke noget imod, at hunden fortsat kom på besøg for at tage en lille lur. De var jeg allerede blevet gode venner. Og hun var ganske udemærket klar over, hvordan det kan være at bo med en stor familie.
Hvad har vi dog gjort for at fortjene vores elskede hunde? De har et hjerte af guld, er så loyale som forældre og gør altid en i godt humør. Jeg synes, at denne historie understreger deres elskværdige trofasthed.
Så nu deler vi historien til alle, vi kender. Vi deler den for at vise, at hunden er menneskets bedste ven!
