
Birgit Jensen observerede onsdag otte ulve gå forbi hendes grund i udkanten af Oksbøl, og hun frygter nu, at hendes kaniner eller tvillingedrenge bliver angrebet.
Onsdag var der noget af et syn, der mødte Birgit Jensen, som bor i udkanten af Oksbøl, for her passerede otte ulve forbi blot 100 meter fra hendes grund.
Birgit Jensen opdrætter kaniner i sin fritid men på grund af en aktuel ombygning har hun nu flyttet kaninerne midlertidigt ud af stalden, og nu står de i et telt i haven.
Ulvene krydsede marken, og det satte naturligvis en skræk i hende, for både hendes børn samt kaniner opholdt sig i haven, og hun frygter nu, hvad der kan gå hen og ske.
– Jeg stoppede op og forventede egentligt at se en flok krondyr, men jeg kunne godt se, at det var det ikke. Jeg tænkte bare: “Shit, det er alligevel tæt på”, siger Birgit Jensen til TV Syd.
Ægteparret opdrætter dyr
Hun mener, at hendes kaniner er udsatte for den slags, selv om de står i bure, men en ulv – eller måske otte – ville sagtens kunne vælte sådan et bur, og det vækker bekymring hos kaninopdrætteren.
Desuden opdrætter hun og hendes mand også frilandsgrise og kalkuner, der går ude om sommeren, og så har de tvillingedrenge på otte år, der er meget udenfor med deres kælekaniner.
Nu tør Birgit Jensen næsten ikke at lade dem gå ude, for det gør hende utryg på et eller andet plan, og hun er usikker på, hvordan hun skal agere i sin hverdag.
Sønner skal blive inde
Der er hverken hegn eller hæk, der omkranser grunden, og derfor vil ulvene kunne gå direkte ind i hendes have, hvis de kommer igen, og Birgit Jensen og hendes mand overvejer nu at opsætte et hegn.
Det er dog svært på grund af størrelsen på grunden, og det vil blive vanvittigt dyrt. Derfor har ægteparret snakket om, at deres sønner ikke blot må gå udenfor, for de er nødt til at vide, hvor de er henne.
Det er langt fra første gang, at borgerne i Oksbøl har fået øje på ulve, for tilbage i januar blev en flok på fire ulve set midt inde i byen, og derfor tyder det på, at i hvert fald én ulvefamilie bor i området.
For Birgit Jensen var det noget af en ny oplevelse selv at se ulveflokken, og hun understreger, at det er skræmmende, at de nu er så tæt på.
Sikke dog en skræk i livet – vi håber, at Birgit Jensen finder en løsning på problemet!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!