Min familie er det vigtigste for mig, og jeg har svært ved at forestille mig et liv uden min mor og far.
Måske er det årsagen til, at jeg blev meget rørt af denne historie, hvor en 10-årig dreng spørger en ukendt mand om en tjeneste af en helt anden årsag, jeg nogensinde havde forestillet mig.
Jeg fandt denne historie på nettet og ved ikke med sikkerhed, om den er sand. Men jeg ved, at der er mange børn, der har haft en hård barndom, og derfor er det vigtigt, at der findes voksne til at give dem kærlighed og støtte dem.
Jeg håber, at du også bliver berørt af historien.
For et stykke tid siden arbejdede jeg i weekenderne, og var tvunget til at have jakkesæt på hver søndag. Jeg fik altid en rose af personalet, og eftersom det skete hver søndag, tænkte jeg ikke så meget over det. Det var en flot gestus, men det blev næsten en rutinesag for mit vedkommende. Men en søndag skulle det, jeg næsten tog for givet, blive meget anderledes.
Da jeg havde fået fri og var på vej hjem, kom der en ung dreng hen til mig, som spurgte: “Hvad skal du med din rose?”
Først forstod jeg ikke rigtig, hvad han talte om. Men til sidst indså jeg, at han talte om den rose, jeg netop havde fået.
Drengen fortsatte: “Hvis du bare har tænkt dig at smide den ud, ville jeg blive meget glad, hvis du gav den til mig”.
Jeg lyste op og sagde, at han selvfølgelig kunne få min rose, og af ren og skær nysgerrighed spurgte jeg ham, hvad han skulle bruge den til.
Drengen, der næppe var mere end ti år gammel, kiggede op på mig og sagde: “Jeg havde tænkt mig at give den til min farmor. Mor og far blev skilt sidste år, og jeg boede hos min mor, men så giftede hun sig med en anden mand, og så ville hun have, at jeg skulle bo hos min far. Jeg boede hos min far i et stykke tid, men han sagde, at jeg ikke kunne blive boende, så jeg var nødt til at flytte hjem til min farmor.”
Drengen trak vejret lidt og fortsatte:
“Hun er så sød mod mig, laver mad og tager sig af mig. Hun er så rar mod mig, at jeg gerne ville give hende en blomst som tak for, at hun elsker mig.”
Da den lille dreng var færdig med at tale, kunne jeg næsten ikke fremstamme et ord. Mine øjne var fyldt med tårer og jeg vidste, at hvad han havde sagt, var gået lige i hjertet. Jeg gav ham blomsten, kiggede ham i øjnene og sagde: “Det er det smukkeste, jeg nogensinde har hørt. Men du skal ikke give hende denne blomst, det er slet ikke nok. Jeg vil gerne have, at du finder en kæmpe blomst i blomsterbutikken derovre. Vi går derind, og så vælger du den smukkeste buket, du kan finde. Giv den til din farmor, for hun fortjener det allerfineste i verden.
Hvis jeg ikke allerede var blevet rørt til tårer, sagde drengen en sidste ting, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Han sagde: “Hvilket fantastisk dag. Jeg bad om en enkelt blomst, men fik en stor, smuk buket, jeg kan give min farmor!”.
Du må hjertens gerne dele historien med dine venner, hvis du tror, du kender nogen, som ville sætte pris på at læse den!
