13-årig tager sit liv efter gruppevoldtægt, skriver et brev for at advare andre

Alle har vi været berørt af mobning på en eller anden måde.

Vi har måske selv været udsat, set nogen blive udsat eller været den som mobbede. Mange børn, unge og selv voksne udsættes dagligt for psykisk og fysisk mobning, som gør deres liv til et helvede.

Cassidy Trevan fra Melbourne, Australien, vidste alt for godt, hvad det indebar.

Hun var længe blevet mobbet, mest psykisk, men sågar også fysisk nogle gange.

Hun blev kaldt for modbydelige ord, angrebet i skolen, på nettet og selv familiens hus blev vandaliseret.

Det blev så galt, at hun ikke længere kunne gå i skolen. Det var helt enkelt for hårdt. Trods samtaler med mobberne, blev det ikke bedre.

Efter et helt semester hjemme fra skolen med samtaler og hjælp, var hun endelig klar til at give skolen et nyt forsøg. To dage om ugen skulle hun være der for at vænne sig til det igen.

Pigerne som havde været ækle undskyldte. De ville sågar være venner med hende nu. De spurgte, om hun ville følges med dem til en festival.

Selvfølgelig ville hun det, hun havde været frosset ude så længe, at selvom pigerne havde opført sig grimt tidligere, var længslen efter venner for stor.

Det Cassidy ikke vidste var, at pigerne havde en plan, mere forfærdelig end nogen nogensinde havde forudset.

Pigerne tog Cassidy med til et nærliggende hus, hvor de havde planlagt, at to ældre drenge skulle voldtage hende.

Pigerne sad udenfor, mens drengene på skift voldtog Cassidy. Hun var 13 år dengang.

Cassidy politianmeldte hændelsen, men var bange for at vidne. Hvis Cassidy ikke ville vidne, var der desværre intet politiet kunne gøre, og alle de involverede gik fri.

Cassidys mor, Linda, sagde ,at hun skulle skifte skole, og de flyttede sågar, men mobberne fandt hende altid på en eller anden måde. De angreb hende i butikken og ringede til og med til hendes mor og krævede at tale med hende.

Linda gjorde alt hun kunne, men alligevel så hun sin datter sygne hen, til sidst orkede Cassidy ikke engang at stå ud af sengen.

En dag i december 2015 tog hun sit eget liv.

Efter selvmordet fandt Linda et brev, som Cassidy havde skrevet. Et brev som alle burde læse. Et brev til alle som mobber. Et brev til alle som bliver mobbet.

Sådan her skrev hun:

”Jeg var en elev på (skolens navn fjernet) og jeg blev voldtaget af elever som stadig går på skolen. Jeg ved, at dette måske lyder som om, jeg bare vil have opmærksomhed, men sådan er det ikke. Jeg har flere grunde til, at jeg gør dette, som jeg også kommer til at forklare. 

Mit mål er at advare andre (mest andre elever, men også forældre), om hvad der skete, for jeg er bange for, at det de gjorde mod mig, kan de gøre mod andre børn eller i hvert fald forsøge. Du har faktisk magten til at forhindre, at det sker. Husk på, at de som gjorde dette mod mig var elever på (skolens navn fjernet), det er svært at forstå, det ved jeg. Men det er sandt. 

Jeg gør ikke dette, fordi jeg vil hævne mig på dem, der voldtog mig, lagde planerne, mobbede mig på grund af voldtægten, drillede mig på grund af voldtægten eller noget i den stil. Jeg gør det heller ikke for at få opmærksomhed. Som jeg allerede har nævnt. Det vil jeg understrege. 

Jeg før det, fordi lige nu går 1500 elever i skolen i 7-12 klasse, og de må advares. På grund af det som er sket mig, og på grund af ingen af de ansvarlige på skolen gjorde noget for at hjælpe mig (jeg kommer til at tale mere om det senere), er det nu min pligt at advare alle, så de ved, hvad der skete. (Ikke bare det som du har hørt i skolen, men det som virkelig skete). 

Men jeg gør det også for mig selv. Jeg vil endelig efter halvandet år blive ladt i fred. Det er overraskende, hvor mange elever på (fjernet) som har hørt historier om mig, og underligt nok hørte jeg historier om mig i dag. Jeg blev i dag kontakte af  en elev, som jeg aldrig har mødt, der kaldte mig for luder på Facebook. 

Jag har skiftet skole, jeg er flyttet, og jeg bliver stadig kontaktet og mobbet.

Jag kan ikke få folk til at stoppe med at sprede rygter, men jeg kan i det mindste forsøge at fortælle sandheden bag, eftersom folk fortsætter med at tale om det. 

Men som jeg sagde, det her er helt ærligt mest for de elever som stadig ikke ved, hvor farlige elever de omgås. 

Mit navn er Cassidy Trevan, og jeg blev voldtaget. 

Hvis nogen forsøger at passe på dig, tro mig, så er det værd at kæmpe. Kæmp! Hvis du ikke gør det, kommer du til at fortryde det resten af livet som jeg gør. Du klarer det. Vær forsigtig. Vær på vagt. Vær agtsom.“

Brevet blev publiceret af australske Channel 9.

Et ungt menneskes død på grund af mobning er en for meget.

Ingen skal have det så dårligt, at de føler, der ikke findes nogen anden vej end at tage sit eget liv.

Men vi må arbejde sammen. Elever, forældre, lærere, alle må vi hjælpes ad for at det skal stoppe.

Ingen skal behøve at kæmpe alene.

Lindas sorg kommer aldrig til at forsvinde, for hendes datter kommer aldrig tilbage.

Linda holdt længe mund, men efter at have fundet brevet vidste hun, at hun var nødt til at fortælle om det forfærdelige for at advare andre. Du kan læse hendes post på engelsk herunder:

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1311548552238614&set=a.519414598118684.1073741825.100001504441259&type=3

Cassidys historie har berørt tusinder, og jeg håber, at den forsat kan berøre endnu flere. 

Tryk på del-knappen nedenfor for at sprede ordet og opfylde Cassidys sidste ønske om at sprede ordet for at stoppe mobning!