17-årige Alexandra Valoras viste alle ydre tegn på fremgang og at have det godt.
Hun var en stjerne i skolen, fik de højeste karakterer, havde flere venner og var elsket derhjemme.
Teenageren afslørede intet om sin indre angst, udover i sin hemmelige dagbog.
Desværre blev den fundet, da det var alt for sent.
Historien om Alexandra Valoras liv er desværre mere skræmmende end det virkede til.
Bare nogle uger efter en skiferie med familien, listede hun ud af sit værelse og gled lydløst gennem huset, mens hendes familie sov, tidligt på en kold mandag i marts.
Alexandra begyndte så at gå mod en motorvejsbro i Grafton, Massachusetts.
Hvad den 17-årige tænkte på det tidspunkt, er der ingen som ved. Men Alexandra valgte at afslutte sit liv ved at hoppe fra broen, ned mod bilerne på vejen.
Hendes forældre, Alysia og Dean Valoras, gik ikke i panik med det samme, da de opdagede, at Alexandra ikke lå i sengen den mandag morgen den 19. marts. Deres 17-årige datter var jo altid så ansvarsfuld.
Da Alexandras forældre ikke kunne finde hende sporede de datteren på hendes mobiltelefon, via GPS.
En af de allerførste, som kom til motorvejsbroen, var Alexandras far Dean.
“Jeg lænede mig over kanten og kiggede ned, og jeg så hende,” fortæller faderen til Boston Globe og fortsætter:
Søsteren fandt tingene ved broen
”Jeg håbede bare på varme. Forstår du, hvad jeg mener? Men der var ingen varme, der var ingenting. Og alle biler fortsatte med at køre. Min datter lå på siden af vejen, ingen så det her. Og hun var kold.”
På broen, ved stedet hvor Alexandra sprang, fandtes flere spor efter den 17-årige. Det var lillesøsteren Emily, som fandt Alexandras ting.
Hendes vintersko, hendes lilla pels. Hendes grønne vandflaske dækket af klistermærker. De to dagbøger.
De 200 sider var fyldt med selvforagt og fortvivlelse. Alexandra havde skrevet ting som “du er dårlig”, “du er en byrde”, “du er doven” og “du er en fiasko”.
”Det var bare så meget glæde i alt hun gjorde, og det passer ikke med det, som stod i den der dagbog”, fortæller moderen Alysia Valoras.
Ingen forstod hvor disse mørke tanker kom fra.
”Den her bog er min have. Jeg vokser ikke meget. En masse ukrudt dækker den. Jorden er fyldt med sten”, skrev Alexandra.
Det var en så skarp og forvirrende kontrast til pigen, som forældrene kendte. Alexandra havde også flere venner og snakkede ofte fortroligt med sine forældre.
Hun virkede jo så lykkelig – hun fik gode karakterer i alle fag, hun var elevrådsrepræsentant og havde en god relation til voksne.
Højeste tal i 40 år
”Det virker bare ikke muligt, men virkeligheden var en anden. For det står jo skrevet her”, siger far Dean.
Teenageselvmord er nærmest en epidemi i USA, når det gælder unge kvinder på Alexandras alder, er tallene nu de højeste i 40 år, skriver CBS.
Selvmord er nu den mest almindelige dødsårsag for 15-24-årige, både hvad angår drenge og piger.
Derfor føler Alexandras familie, at det er vigtigt at tale om, hvad der er sket. Forældrene deler deres smerte offentligt i håb om, at det kan mindske antallet af selvmord.
Dean og Alysia har givet flere store interviews, og ved at dele datterens historie håber de, at andre familier kan skånes fra dette traume.
”Der er mange andre børn derude, der er som hende, de præsterer højt og balancerer på en svær line,” siger Alysia Valoras.
I sit sidste dagbogsindlæg, bare timer før, hun tog livet af sig, skrev Alexandra:
”Vær ikke for hård ved dig selv, bare fordi du ikke så nogle advarselstegn”.
En sidste hilsen
Måske var det en sidste hilsen til hendes forældre?
I sommer, dagen efter The Boston Globe publicerede historien om Alexandras død, fandt Dean og Alysia en anden seddel på deres dørtærskel.
På sedlen stod der: “Jeres ord i Alexandras artikel har virkelig forandret hele mit liv, nu ved jeg, at der findes familier, som snakker med sine børn om deres psykiske helbred”.
“Det får mig til at føle, at hun ikke døde forgæves,” siger Alysia. “Hun har sådan en stor indvirkning, og det føles rigtig godt”.
Desværre er Alexandras tilfælde langt fra unikt. Man ser også udviklingen flere andre steder.
Hvert selvmord er et for meget.
Men ved at skrive om selvmord og tale om psykisk sygdom, håber jeg, Alexandras forældre og mange andre, at disse tal bliver mindre.
Hjælp gerne med at sprede denne artikel og Alexandras historie på Facebook, så gør du også en lille forskel.