Chloe Christos fik sin første menustration som 14-årig, ligesom mange andre piger.
Men Chloe opdagede snart, at ting og sager i hendes krop ikke fungerede som for hendes jævnårige.
I stedet havnede hun i en endeløst mareridt, som varede de næste fem år.
Chloe fortæller til Daily Mail:
”Min mor skulle bogstaveligt talt holde øje med mig hver dag. Jeg kunne ikke gøre noget selv… Jeg besvimede ofte, havde farligt lavt blodtryk og at køre bil eller gå en tur var utænkeligt,” siger Chloe.
Hun mistede 4,5 deciliter blod hver fjerde dag i de 5 år. Under en normal menustrationsperiode bløder man gennemsnitligt mellem 20-80 mililiter, altså højst en deciliter.
I 5 lange år var Chloe gidsel i sin egen krop.
Hun kæmpede hårdt for at finde en diagnose, men de fleste læger tog ikke hendes problem alvorligt.
Nogle affejede hende med, at det bare drejede sig om “kvindebekymringer”.
“Det var frygteligt, når jeg kom ind på akutmodtagelser, hvor lægerne nægtede at behandle mig,” siger Chloe.
Men da Chloe fyldte 19 fandt hun endelig en læge, som lyttede til hende og lykkedes med at diagnosticere hendes problem.
Lægen konstaterede, at hun havde ‘von Willebrands sygdom’, en arvelig blødersygdom. Chloe havde nogle af de proteiner, som er associeret med hemofili, den arvelige blødersygdom, som begrænser kroppens evne til at koagulere blod.
Alt dette gjorde det sværere for Chloes krop at stoppe blødningerne.
Men diagnosen løste ikke Chloes problem.
I dag, 27 år gammel, arbejder hun som stylist og kunstner. Hun er begyndt at få et greb om, hvordan hun skal behandle sygdommen.
I begyndelsen fik hun jerntilskud og medicin, som hjalp hendes blod til at koagulere. Men medicinen skal tages kontinuerligt, og det kunne hun ikke altid.
For nogle år siden gav en læge hende muligheden for at få bortopereret livmoderen, men Chloe ville ikke miste chancen for at blive gravid, inden hun overhovedet havde taget stilling til, om hun ville have børn.