I takt med at vi ældes, forsvinder flere personer i vores omgangskreds fra dette liv. Det er livets uundgåelige gang – og nogle gange betyder det desværre, at vi tvinges til at stå alene uden livspartner og nære venner.
Men bare fordi man har levet et langt liv, betyder det ikke, at man er klar til at sige farvel til venskab og kærlighed. Snarere tværtimod, det er måske i ensomheden, at man mest behøver mennesker som ser og hører en.
En som ved alt om smerten og ensomheden er 82-årige Dan Peterson. Efter at have mistet sin elskede hustru Mary, sad Dan i flere uger og bare stirrede ud i den tomme luft. Sorgen var en enorm byrde, som han ikke kunne få væk fra sine skuldre, og livet føltes ikke længere værd at leve.
Men et uventet møde med en 4-årige pige i butikken skulle snart forandre hans liv for altid.
Det her er Tara Wood. Hun er mor til syv små børn og elsker dem alle over alt.
Da et af hendes børn, Norah, fyldte 4 år, var hun med til noget helt utroligt.
Hun følte sig tvunget til dele sin historien, og spredes nu som en løbeild over nettet.
Den kan være lidt lang, men jeg anbefaler dig til at læse hele vejen – for det kan virkelig give perspektiv på livet.
”Dagen før min datter Norahs 4 års fødselsdag, fortalte hun mig noget bemærkelsesværdig.
Jeg havde lige hentet hende i børnehaven, da hun gjorde mig opmærksom på et ældre menneske, som gik hen over parkeringspladsen.
Hun forklarede, at hun havde en svaghed for ældre mennesker. ’Jeg kan godt lide ældre mennesker, for de går lige så langsomt som mig og de har en lige så blød hud som mig. De skal snart dø, så jeg skal give dem al den kærlighed jeg kan, inden de dør.’
Jo vidst, det lyder måske lidt mørkt og mærkeligt på den måde, men jeg kunne alligevel lide, hvordan hun tænkte. Jeg forundredes over hendes omtanke og empati og postede hendes ord på Facebook, da vi kom hjem. Da havde jeg ingen anelse om, hvor meget hun faktisk mente det.”
”Dagen efter – hendes fødselsdag – var vi egentligt på vej hjem, da hun spurgte, om vi kunne gå i butikken for at købe fødselsdagskager til hende og hendes søskende, som de kunne nyde efter aftensmaden. Og hvordan siger man nej til et fødselsdagsbarn?
Jeg satte Norah og hendes yngre søster i en af de her enorme kundevogne formet som en bil, og gik lige mod kagerne. Efter at vi havde fundet kagerne, stoppede jeg ved et reklameskilt, som fangede min opmærksomhed.
Mens jeg var i fuld sving med at kigge produkterne, som havde fanget min interesse, så jeg, hvordan Norah stod op i kundevognen, pegede og triumfererede råbte: ’Hej gamle! Det er min fødselsdag i dag!’
Manden var ældre, udtryksløs i ansigt og havde store øjenbryn. Inden jeg havde fået tysset på hende for at have kaldt ham “gamle”, stoppede han op og vendte sig mod hende.”
”Hvis han på nogen måde var stødt over hendes uforskammede opførelse, så viste han det ikke. Hans udtryk blev mildere og han svarede ’Halløj der, lille dame! Og hvor gammel bliver du i dag?’
De talte lidt sammen i nogle minutter, han sagde ’tillykke med fødselsdageng’, og vi gik hvert til sit.
Vi mødte manden igen et øjeblik senere og gik frem til ham. ’Undskyld mig, herre? Det her er Norah og hun vil vide, om du vil stille op til et billede med hende på hendes fødselsdag?’
Manden gik fra at se forvirret ud til at se glad og begejstret ud.”
”Han gik et skridt tilbage, støttede sig mod sin kundevogn og satte den ene hånd på brystet og spurgte: ’Et billede? Med mig?’
Norah svarade straks: ’Ja, for det er min fødselsdag!’
Og han stillede op til et billede. Jeg tog min iPhone op og de poserede sammen. Hun placerede sin bløde hånd på hans. Han kiggede på hende i stilhed med strålende øjne. Jeg spurgte om hans navn, og han fortalte, at han hed Dan.
I magien som opstod der i kasselinjen, blev en kø skabt bag os, men ikke gik op i det. Norah og Dan opdagede næsten ikke, at de talte som om, de havde kendt hinanden et helt liv.”
”Efter nogle minutter takkede jeg Dan for at have taget sig tid til os. Han blev tydeligt rørt og sagde: ’Nej, tak skal I have. Det her ha været den bedst dag i lang. Du har gjort mig meget glad, Norah.’
De krammede igen, og siden forlod vi butikken. Norah holdt øje med ham, indtil han var forsvundet ud af syne.
Jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg ikke var rørt til tårer efter dette møde. Jeg var helt overrumplet af denne hændelse og tænkte, at nogle af mine følgere på Facebook også skulle opleve dette.
Jeg postede historien på Facebook sammen med et billede.”
”Senere den aften fik jeg en besked fra en lokal følger, som genkendte Dan.
Hans hustru Mary var gået bort nogle mån eder tidligere, og han havde været meget ensom, siden hans elskede var gået bort.
Hun ville have, at jeg skulle vide, at han garanteret var blevet ramt i hjertet af min lille datters gestus. At han behøvede det og aldrig kommer til at glemme det.
Jeg spurgte efter Dans telefonnummer og ringede til ham nogle dage senere.”
”Vi besøgte siden Dans lille, hyggelige hus – hvor billeder og minder om hans elskede Mary stadig stod stolt fremme. Han var blevet klippet, barberet skægget og var klædt i et par pæne bukser og loafers. Han så næsten ti år yngre ud.
Han havde stillet et børneborn frem med papir og tusser til Norah. Han undrede sig over, om han måske kunne få nogle tegninger, han kunne sætte op på køleskabet. Hun blev naturligvis glad og begyndte straks at tegne.
Vi brugte næsten tre timer hos Dan.
Han var tålmodig og meget sød mod min datter, som hele tiden var på farten.”
”Nu spørger Norah om Dan hver dag. Hun bekymrer sig for ham. Undrer sig over, om han er ensom, kold eller har ost til sine madder. Hun vil have, at han har det godt. At han skal føle sig elsket.
Dan tænker også på Norah. Efter for nyligt at have besøgt ham, fortalte han, at han næsten ikke havde sovet en hel nat efter hans hustru var gået bort. Men efter Norah havde han sovet godt hver nat.
’Norah har gjort mig hel’, fortalte han.
Det efterlod mig målløs og med øjnene fulde af tårer.”
”78 år skiller disse to personer i alder. Men på en måde har deres hjerter og sjæl mødtes.
Norah og jeg har lovet at besøge Dan hver uge – selvom det bare er i 15 minutter og for et hurtigt kram og lidt ost.
Jag har inviteret ham til at tilbringe Thanksgiving med os. Han er en del af vores familie nu, uanset om han vil det eller ej.
Nogle gange kan et opkald fra en fremmed lede til smukke, nye erfaringer. I bør prøve det.”
Her kan du se, når 82-årige Dan fortæller om øjeblikket som forandrede alt med sine egne ord:
Den her historie ramte mig lige i hjertet – og det her viser virkeligt, hvor vigtigt det er, at vi ser og hører mennesker omkring os. Især vores ældre, som det nogle gange føles som om vi glemmer. Men præcis som med alle andre er de levende mennesker med følelser og tanker. Del gerne den her rørende historie med dine venner på Facebook. Kan det bidrage til at et ensomt menneske derude får selskab i dag, så er det hvert sekund værd. Er du ikke enig?
