Vi lever i en digital tid, hvor nærmest alt kun er en enkelt Google-søgning væk. Når vi mærker, at noget er galt med vort helbred, bruger mange nettet til at få svar.
Selv plejer jeg at undgå at søge alt for meget på nettet, når jeg er syg – det er let at blive deprimeret, urolig og bange, oftest helt unødvendigt.
Hvis problemet ikke aftager, søger du læge eller tager på skadestuen. Og der forventer man at få den ekspertise, som ikke altid findes på nettet.
Men da 23-årige Rachel Sawka gik til lægen, blev det stikmodsat – og det var ved at koste hende livet.
Det var i januar 2016, at 23-årige Rachel Sawka fra Winnipeg i Canada opsøgte sin læge på Seven Oaks Hospital.
Hun havde en lille, ubehagelig knold, som hun havde bemærket i nakken. Hendes læge tog et nærmere kig og konstaterede, at det var en ufarlig cyste, som hun ikke skulle bekymre sig for. Der blev booket en tid til at få fjernet knolden hos en plastikkirurg nogle måneder senere.
Men tre måneder før det planlagte indgreb begyndte bulen af vokse bekymrende hurtigt og bløde regelmæssigt. Det tvang Rachel til at søge lægehjælp igen, fortæller CTV News.
Rystende nyheder
Hun mødte flere læger i akutmodtagelsen og forklarede, at hun havde ondt og blødte. Men nogen professionel hjælp fik hun aldrig. Der var ingen af lægerne, der indså alvoren.
I april var knolden i nakken blevet så stor, at den var på størrelse med en tennisbold. Det var ikke længere muligt at fjerne den med et enkelt indgreb. Rachel forsøgte hos en plastikkirurg, men lægen måtte afbryde operationen, fordi cysten var for stor.
En uge senere opsøgte Rachel en femte læge. Først der fik hun en rystende nyhed.
“Du har hudkræft”, fortalte lægen hurtigt, inden han afsluttede samtalen.
Rachel blev rædselsslagen og følte sig meget ensom – hvilket jeg virkelig forstår!
Men hør så det her: Det viste sig, at også den femte læge havde taget fejl.
I virkeligheden havde Rachel nemlig en sjælden og aggessiv form for knoglekræft kaldet Ewings sarkom. Rachel havde en ondartet knude og måtte have den bortopereret straks.
Hun blev ført til kræfthospitalet Manitoba for at få hjælp.
Det viste sig snart, at det især var en læge, der havde svigtet Rachel, da hun søgte hjælp på Miseriondia Health Center i februar.
Der skulle have været taget en vævsprøve af Rachels cyste, men det skete aldrig. Var det sket, ville kræften være blevet opdaget og diagnosticeret flere måneder forinden – så havde Rachel sluppet for meget unødvendig smerte, søvnmangel og omfattende kirurgi.
Før operationen kunne gennemføres, måtte Rachel have strålebehandling, hvilket var nødvendigt for at få knuden til at blive mindre, så lægerne kunne fjerne den. De smertefulde behandlinger brændte hendes hud, og knuden blødte så voldsomt, at hun måtte have fem transfusioner.
I en 11 timer lang operation blev knuden fjernet sammen med nogle ramte knoglestykker fra kraniet. Hud og muskler blev transplanteret fra hendes ryg og skuldre for at erstatte hud på hovedet.
Arret blev stort, og Rachel vil aldrig igen kunne få hår på bagsiden af hovedet.
Efter operationen fortsatte Rachel med at få kemoterapi, og i dag har hun det forholdsvis godt.
Lægerne tror, at de har fjernet alt det ramte væv, men risikoen for, at kræften vender tilbage, ligger på 50 procent.
Rachel var med al ret frustreret over det svigt, sygeplejen viste hende. Det må jo ikke ske, at man overser noget så alvorligt som kræft!
Men i stedet for at være bitter og hadsk bruger Rachel nu sin erfaring for at opmuntre andre til at tage sit helbred alvorligt og stole på sin krop.
Hvis hun ikke have været undrende og stædig, var kræften måske ikke blevet opdaget i tide.
Rachels historie har fået stor opmærksomhed i Canada, som har et sundhedssystem, der minder om Danmarks.
En undersøgelse af det regionale Winnipeg Regional Health Authority er blevet begyndt for at undersøge, hvad der skulle have været gjort anderledes. Rachel har i hvert fald fået en officiel undskyldning af lægeforbundet, hvilket er det mindste, man kan vente.
Vi stoler altid på lægernes evne til at bedømme og diagnosticere problemer, men Rachels historie viser, at ingen er ufejlbarlige.
Så stol på din egen krop, særligt hvis du føler, at ting og sager føles forkerte! At Rachel tør fortælle og fremhæve dette er stærkt af hende. Hun kunne jo sagtens bare lade hadet og vreden dominere.
I stedet vælger hun at tale om dette og opmuntre andre til at stå fast, når det handler om ens egen krop – det er en opfordring, jeg gerne deler videre til alle mine nære og kære!
