Der er intet mere rent end båndet mellem en storebror og hans elskede lillesøster. Denne historie som handler om kærligheden mellem en bror, der forsøgte at holde sin lillesøster i live er hjerteskærende, men er en inspirerende påmindelse om, hvad ægte kærlighed er….
Meagan og Laurence Collard levede et billedskønt liv i Western Australia med deres smukke drenge Franklin og Cayden. Men familien havde drømt om en lille datter til at fuldende deres familie.
De følte, at deres drøm gik i opfyldelse, da Meagan blev gravid og opdagede, at hun skulle have en lille pige. Det var ikke kun parret, som blev begejstrede over nyheden. Også deres to sønner var lykkelige ved udsigten til at få en lillesøster!
Familien begyndte straks at købe masser af lyserødt tøj og forberede et værelse til deres lille engel. Da babyen blev født, fik hun navnet Piper Winifred af forældrene.
Piper kom til et hjem fuld af kærlighed til hende. Som Piper voksede ramte hun de forskellige milepæle med normal hastighed.
I maj 2018 begyndte tingene at gå galt
Piper begyndte at kaste op, så hendes forældre tog hende til lægen. Men da opkasten blev efterfulgt af feber, blev der hentet ekstra hjælp. Piper blev diagnostiseret med en infektion i øret, og fik medicin til at behandle det.
Men en måned senere skete en lignende situation. Men denne gang var Meagan mere bekymret på grund af noget, som hun havde opdaget.
Meagan havde opdaget en knude på Pipers mave, hvilket bekymrede hende. Da hun denne gang tog Piper med til lægen, var både moderen og lægen enige om, at Pipers lever virkede til at være hævet, og derfor besluttede de at få lavet nogle undersøgelser af hendes blod.
Da blodet blev sendt til undersøgelse, advarede de professionelle Meagan om de mulige svar: HIV, hepatitis eller kræft. Meagan vidste, at det ikke kunne være de første former for virus, da hun var blevet testet negativ for dem, da hun var gravid med Piper.
Men den skræmmende mulighed skræmte Meagan.
Hun var oppe hele natten
Risikoen for at hendes datter havde kræft bekymrede Meagan så meget, at hun holdt informationen fra resten af familien, da hun ikke ville bekymre dem.
Da svaret kom tilbage, blev Meagans værste frygt bekræftet; Piper havde neuroblastom.
Neuroblastom er en form for kræft, som mest ses hos spædbørn. Den opstår i den del af nervesystemet, der hedder det sympatiske nervesystem.
“Det sympatiske nervesystem består af nervetråde og knudepunkter (ganglier), som passerer gennem bækkenet, bughulen, brysthulen og halsen i det, som kaldes sympatikuskæden. Binyrerne er også en del af dette nervesystem. Neuroblastomer kan opstå hvor som helst i det sympatiske nervesystem”, skriver Sundhed.dk.
I Danmark er der 8-10 nye tilfælde om året.
Piper var 11 måneder gammel, da det blev opdaget som en stage fire. Kræften havde spredt sig fra hendes binyrer, til leveren, lymfeknuderne, maven, brysthulen og æggestokkene.
Familien blev straks tilbudt kemoterapi og fandt ud af, at Piper var en højrisikopatient. Efter fem runder af kemoterapi og efterfølgende operationer, virkede Piper til at få det bedre.
Den form for behandling på et spædbarn gav hende mange bivirkninger såsom opkast, diarré, ondt i munden og vægttab.
Forældrene havde det ekstremt hårdt og jonglerede med mange ting på samme tid. Fra besøg på hospitalet til at sørge for, at deres sønner også havde det godt.
Meagan husker sin oplevelse som: “Jeg gik altid glip af særlige begivenheder med dem, hvilket var meget hårdt på det tidspunkt. Du vil ikke skuffe nogle af dine børn eller behandle et af dem som mere vigtigt end de andre, men på det tidspunkt var pipers behandling vores største prioritet”.
Den hårdeste del af Pipers stamcelletransplantation var, at hun skulle isoleres fra alle i fire uger, så hendes immunforsvar ikke blev udsat for noget. I den periode måtte Piper overhovedet ikke se sine storebrødre.
Piper blev endelig udskrevet fra hospitalet og brugte julen i 2018 hjemme med sin elskede familie.
Sejren var kort
Men som ugerne gik, virkede det til at tingene blev værre.
Meagan blev bekymret, da hendes datter nægtede at gå på grund af smerter, holdt om sin lille mave og gentagne gange sagde ‘av’. Meagan kunne ikke bære at se sin datter i så store smerter, og insisterede overfor lægerne på, at der var noget galt.
Lægerne affejede moderens bekymringer og sagde, at Piper bare reagerede på grund af bivirkningerne fra de tidligere behandlinger. Til sidst gik lægerne med til at få foretaget nogle tests.
De nye scanninger var forældrenes værste mareridt; kræften havde spredt sig. Familien var rasende. De havde længe vidst, at der var noget galt, og de var vrede over, at det havde taget så lang tid, før lægerne troede på dem.
Forældrene besluttede sig for, at den bedste mulighed for at redde Pipers liv var at deltage i et oversøisk medicinsk forsøg, som de havde fundet. Men de blev desværre afvist i at deltage, da Pipers leverfunktion var for lav til, at hun kunne deltage.
Derfor fortsatte de med kemoterapi, så Pipers levertal kunne blive bedre, så de kunne blive en del af forsøget.
Piper virkede til at tage godt imod behandlingen. Men på fjerde dagen af kemoterapien begyndte hendes helbred at gå den forkerte vej.
Da Piper fik lov til at komme hjem den 17. juni, vidste hendes forældre, at enden var nær, og de kæmpede med at forklare deres sønner, hvad hjemkomsten betød.
Da de forklarede deres sønner, at Piper snart ville blive en engel i himlen, var Cayden ikke overbevist. Den femårige insisterede på, at de skulle finde en anden læge eller måske prøve en ny suppeopskrift, som kunne hjælpe hans elskede søster. Men til sidste forstod broderen, at de ikke kunne gøre noget.
Pludseligt ændrede tingene sig
Den 20. juni vågnede Piper op og virkede anderledes.
Den lille pige havde appetit og legede med sine elskede brødre. Men lige så hurtigt, som tingene var blevet bedre, lige så hurtigt blev det værre igen. Piper begyndte at kaste blod op om aftenen, hvilket straks fik Meagan til at tilkalde hjælp.
Der kom en sygeplejerske over, og hun fik straks fat i en læge, der tilså Piper og rådede dem til, at de skulle give hende smertelindrende medicin, da der ikke var noget andet, de kunne gøre.
Laurence skyndte sig hjem og krammede sin elskede datter for det, der skulle blive sidste gang. Pipers storebrødre holdt deres søster og kyssede hende flere gange. Den aften klokken 9:41 trak Piper Winifred vejret for sidste gang.
Den 1. juli, bare et par uger før Piper ville have fyldt to år, blev begravelsen afholdt. Venner og familie til Piper kom og sagde farvel til hende for sidste gang.
Ikke et øje tørt
Meagan husker med sorg tilbage på begivenheden. Cayden, bare fem år gammel, bar kisten med sin elskede lillesøster. Han ville være sikker på at holde hende en sidste gang, når han sagde farvel. Båndet mellem storebroderen og hans lillesøster var hjerteskærende at se på.
Det forfærdelige tab af Piper bragte familien tættere sammen. Meagans siger, at familien sætter mere pris på deres liv og altid sørge for, at huske på den lille pige, hver gang de kan.
Efter tabet har Meagan haft en åbenbaring; hvor lidt folk ved om neuroblastom og hvor lidt der bliver skaffet midler til forskning i sygdommen.
Siden har familien arbejdet på at skaffe mere opmærksomhed gennem en Facebook siden, som de havde dedikeret til Piper og hendes kamp mod sygdommen.
Siden Fight like a Princess- Piper’s neuroblastoma battle har tusindvis af følgere. Familien poster information om tilstanden, detaljer om Pipers kamp mod sygdommen og forsøger at skaffe midler til andre børn, der kæmper mod sygdommen.
Et tab som kunne have gjort familien følelseskolde har kun gjort dem endnu mere empatiske overfor de kampe, som andre går igennem. Familien Collard er en vigtig lektion i empati og viser os, at selvom man bliver ramt af et knusende tab, kan der være en solstråle i verden.
