Livet er kort – og derfor er det forbløffende, hvordan vi mennesker har en evne til at stresse og jagte det ultimative øjeblik i en sådan grad, at vi helt glemmer at nyde rejsen.
For livet behøver faktisk ikke at være perfekt for at være vidunderligt. Det handler om at kunne se det store i det lille, at leve i nuet – og om at realisere sine drømme i stedet for bare at jagte dem.
Dette brev, som en 83-årig kvinde skriver til sin ven, sætter ord på dette på en meget bevægende måde. Jeg fandt brevet på nettet, og ved desværre ikke, om det er skrevet i virkeligheden – men det ramte mig lige i hjertet, og derfor følte jeg mig næsten tvunget til at dele det med jer.
Kære Berta,
Jeg læser mere og gør mindre rent.
Jeg sidder ude i gården og nyder udsigten, uden at jeg bekymrer mig om ukrudtet i haven.
Jeg bruger mere tid med min familie og venner og mindre tid på at arbejde.
Livet skal, så vidt muligt, handle om at nyde sine oplevelser, ikke overleve dem.
Nu forsøger jeg at mindes disse øjeblikke og værne om dem.
Jeg “sparer” ikke på noget; vi bruger vores fine porcelæn og vores smukke vaser til hver lille begivenhed – som når en Amaryllis blomstrer.
Jeg er altid iklædt mit fineste tøj, når jeg skal ned i butikken. Min teori er, at hvis jeg ser fin ud, så kan jeg med lethed punge 250 kroner ud for en lille pose mad.
Jeg gemmer ikke længere min fineste parfume til særlige fester, jeg har den på mig, når jeg møder kasseassistenten hos isenkræmmeren, eller når jeg støder på bankmanden inde i banken.
“En dag” og “En dag så” findes ikke længere i mit ordforråd. Hvis noget er værd at se eller gøre, så vil jeg se det eller gøre det i dag.
Jeg er ikke sikker på, hvad andre ville havde gjort, hvis de havde vidst, at de ikke ville leve den næste dag, hvilket er noget vi alle tager for givet.
Jeg tror, at de ville have kaldt deres familiemedlemmer og et par nære venner sammen. De havde måske ringet til et par gamle venner for at undskylde og rense luften. Jeg vil gerne tro, at havde gået ud og spist kinesisk eller hvad end deres livret nu var. Jeg gætter bare; Jeg får det aldrig at vide.
Det er de små, ugjorte ting, der ville gøre mig vred, hvis jeg vidste, at mine timer var talte. Vred over at jeg ikke havde skrevet nogle breve, som jeg havde tænkt at skrive i løbet af mine sidste dage af livet. Vred og ked af det, fordi jeg ikke i en tilstrækkelig grad har fortalt min mand, mine venner og mine forældre, hvor meget jeg virkelig elsker dem.
Jeg prøver at lade være med at forsinke eller holde de små ting tilbage, der får mig til at grine eller giver mit liv lidt ekstra krydderi.
Og hver morgen, når jeg åbner mine øjne, siger jeg til mig selv, at livet er noget særligt. Hver dag, hvert minut. Hvert åndedrag er virkelig en gave.
Livet er måske ikke den fest, vi havde håbet på, men mens vi er her, kan vi lige så godt danse.
Tag et par sekunder og del dette brev med nogen, du virkelig holder af. Vi skal leve livet, mens vi stadig har chancen!
