Tina Traster og hendes mand havde længe drømt om at få et barn.
Til sidst gik deres ønske i opfyldelse, da de endelig fik chancen for at adoptere en sød lille pige.
Julia, deres datter, voksede op på et sibirisk børnehjem i Rusland, og kom til sin nye familie, da hun kun var otte måneder gammel.
Men ganske snart indså Tina, at noget ikke stemte – noget var helt galt.
Mange har måske et billede af adoptioner som noget helt enkelt, en proces som oftest slutter med at et lykkeligt barn endelig får et nyt hjem.
Men virkeligheden kan se ganske anderledes ud. Tina og Rick adopterede datteren Julia fra et russisk børnehjem i 2003. Begge var de 40 år gamle dengang.
Tina og Rick havde også forventet sig, at Julia snart ville begynde at elske sine forældre.
Men de fandt snart ud af, at noget ikke var, som det skulle være. Julia viste nemlig ingen følelser, overhovedet.
Hun kiggede aldrig sin mor i øjnene, hun ville ikke lade Tina holde om hende, og Julia sad mest ned for sig selv med et apatisk blik.
Tina var knust. Hun tænkte, at hun var en dårlig mor, eftersom hendes barn afviste hende gang på gang.
“I løbet af flere måneder sank jeg dybere og dybere ned i en depression. Jeg tænkte, at jeg gjorde noget galt. Måske var det ikke meningen, at jeg skulle være mor?”, skriver Tina på sin blog.
Alt mens årene gik og Julia begyndte i børnehaven, blev det virkelige problem tydeligere.
Da Tina kom for at hente hende, sad datteren altid alene, nogle gange endda under et skrivebord.
Tina blev mere og mere fortvivlet og følte, at hun måtte fortælle det til nogen.
Hun gik til en børnelæge for at tale om datterens opførsel. Det var der, hun første gang kom i kontakt med begrebet reaktiv tilknytningsforstyrrelse.
Symptomerne stemte på Julia og rammer oftest børn, som placeres på børnehjem i en tidlig alder.
Det er en sjælden, men alvorlig tilstand, som gør, at spædbørn og småbørn ikke kan bygge sunde følelsmæssige bånd til deres forældre.
Julia undveg sin mor, fordi hun var traumatiseret af sine biologiske forældre, der forsømte hende.
Men Tina og hendes mand Rick besluttede sig for, at de ikke ville opgive deres datter. De ville gøre alt for at forstå diagnosen og forstå Julia.
De arbejdede dag og nat for at hjælpe Julia med at få sine følelser og troen på voksne tilbage.
Prognosen for børn med reaktiv tilknytningsforstyrrelse er god, hvis barnet får lempelig behandling så snart som muligt.
Så lidt efter lidt lykkedes det for Tina og Rick at tage deres elskede datter ud af sin skal, en rejse som Tina har dokumenteret i sin bog Rescue Julia Twice.
”Hun har ladet mig bleve hendes mor. Og det er en ære at få den tillid, for jeg ved, hvordan hun kæmper hver dag med sine demoner,” skriver Tina.
Julia lever nu på mange måder som de allerfleste børn. Hun spiller violin, elsker dyg og hendes favoritfilm er Pinocchio.
Familien er meget stolte over deres datteren, som nu endelig får lov at føle den tryghed, som alle børn fortjener.
“Hendes kamp er inspirerende og kommer altid til at vare,” siger Tina.
DEL gerne Julia og familiens fantastiske rejse, hvis du også synes, at alle børn fortjener at blive elsket – uanset hvad de har gået igennem!
