Det her skete for tre år siden. Restaurant- og barchef Tony Posnanski lærte en vigtig lektion og skrev et indlæg på sin blog, som gik viralt. Nu er indlægget gået viralt igen – med en endnu større effekt.
Indlægget har nemlig et budskab, vi alle kan lære noget af.
Tony arbejdede i en restaurant kaldet Chili’s i Florida, USA, da en gæst klagede over et skrigende barn ved et tilstødende bord. Barnet var alt for højlydt, mente gæsten. Da Tony gik hen til bordet med det skrigende barn, valgte moderen at stille et roligt men uventet spørgsmål: “Ved du, hvordan det er at have et barn med autisme?”.
Tony svarede, at han håbede, at de nød deres mad. Han gav den lille pige en high five og gik væk derfra, uden at fortælle om klagen.
Men han kunne ikke glemme hændelsen, og derfor valgte han senere at skrive et indlæg på sin blog for at takke moderen og datteren for at give ham et nyt perspektiv på livet.
“Det forandrede mig. Det fik mig til at indse, at alle fortjener en mulighed for at spise, uden at de føler, at de befinder sig det forkerte sted”, sagde Tony til The Mighty. Læs Tony Posnanskis indlæg i dets helhed nedenfor.
”Til kvinden og barnet som sad ved bord 9,
Jeg introducerede mig aldrig for jer. Mit navn er Tony Posnanski. Jeg har været restaurantchef i 15 år nu. Min dag består af at sørge for, at min restaurant kører, som den skal. Det kan indebære opvask, madlavning og til tider endda at servere mad. Jeg har også taget mig af alle typer af klager, I kunne tænke jer.
For et par uger siden kom I ind på restauranten. Jeg havde meget travlt den aften. Jeg løb rundt og hjalp køkkenet med at lave mad.
Jeg blev bedt om at tale med et bord nær jeres. Jeg gjorde det, og de sagde, at dit barn var meget højlydt. Jeg hørte skrig, mens jeg talte med gæsterne ved det bord. Jeg hørte et meget højt hyl fra en lille pige.
Jeg var på vej over mod jeres bord. Du vidste, hvad jeg ville sige. Du så, hvordan selskabet ved bordet, jeg netop havde talt med pegede på dig. Jeg gik hen til dig, og du kiggede på mig. Du ville have det første ord. Du sagde:
‘Ved du hvordan det er at have et barn med autisme?’
Jeg har ikke mange mindeværdige øjeblikke efter 15 år som restaurantchef.
Jeg husker et par gæster, som var vrede over, at deres bøffer ikke var tilbredt på den måde, de gerne ville have. Jeg husker en kvinde, som råbte af mig, fordi jeg gav hende en almindelig cola i stedet for en light.
Men jeg husker dog alt fra den dag, min søn blev født. Hvordan jeg græd, da jeg hørte hans første skrig. Hvordan jeg stod der og fortalte ham, at jeg ville gøre alt for ham og være den bedste far nogensinde.
Jeg ved, hvad jeg burde have sagt, da jeg gik hen til jeres bord. Jeg burde høfligt have bedt din datter om at lade være med at skrige. Jeg burde havde tilbudt dig at flytte til et andet bord. Jeg skulle have fornærmet dig ved ikke fornærme dig.
Jeg gjorde intet af det.
I stedet sagde jeg bare, at jeg håbede, at I nød jeres måltid. Jeg gav din datter en high five og sagde efterfølgende, at vi betalte for maden. Regningen blev kun 16 dollars. Men det betød mere for mig end det. Jeg tror ikke, at de andre gæster, jeg talte med, var så begejstrede for min handling. Men i det øjeblik var jeg ligeglad.
Du stillede mig et spørgsmål, jeg ikke var i stand til at kunne svare på. Sandheden er, at jeg ikke ved, hvordan det er at have et barn med autisme. Jeg ved dog, hvordan det er at være far. Jeg ved, hvordan det er at have lyst til at tilbringe mere tid sammen med sine børn.
For at være helt ærlig skrev jeg dette til dig og din smukke datter, fordi jeg gerne vil takke jer begge.
I har givet mig et vidunderligt minde i min restaurant. Et, som jeg har haft brug for i løbet af de sidste 15 år.
I lærte mig også en værdifuld lektie…
At gøre det rigtige gør ikke altid alle glade; kun de personer, som har mest brug for det.
Med venlig hilsen,
Tony Posnanski.”
Blev du også rørt af Tonys indlæg? Så del det med dine venner på Facebook!
