At få nyheden om, at man venter barn er for mange en af de mest glædelige nyheder, man kan få, og efter ni måneders længsel kan man endelig møde sit lille vidunder.
Glæden, man tidligere følte, er intet sammenlignet med den, man føler, når man endelig kan holde sit barn mod brystet.
Sådan var det også for forældrene Louise og Jakk, som ventede deres andet barn. Men allerede efter 22 uger gik Louises vand, og deres lykke blev hurtigt taget fra dem.
Er man 24 uger henne, øges chancerne for, at lægerne kan redde barnet. Men fordi Louises vand allerede gik efter 22 uger, var der blot fem procents chance for, at barnet ville overleve.
Lægerne kunne intet gøre for at forbedre chancerne for det lille barn.
Men forældrene accepterede ikke lægernes dom. De ville gøre alt for at redde deres ufødte søn.
Alt, lægerne sagde, at parret kunne gøre, var at blive på sygehuset til observation og vente på, at Louise formentlig ville få en abort.
Mens de lå der på sygehuset, mærkede Louise barnet sparke. Da vidste hun, at de ikke måtte opgive håbet.
Sammen begyndte Louise og Jakk at lede efter information for at finde ud af, om der ikke var noget, de kunne gøre.
De søgte med lys og lygte, og endelig fandt de fortællinger om kommende forældre, som havde stået i samme situation, hvor moren ved at drikke godt tre liter vand om dagen havde reddet barnet.
Det store vandindtag skulle hjælpe til at gendanne fostervandet, hvilket var nødvendigt, hvis barnet skulle blive ved med at vokse.
Louise besluttede sig for at drikke så meget vand, hun kunne for at øge babyens chancer. Hun drak endda tranebærjuice og spise rå kryddernelliker. Hun havde hørt, at det kunne bekæmpe infektioner, som var almindelige, når vandet gik for tidligt.
Det var ikke let, og Louise isolerede sig fra resten af verden, men babyen blev ved med at vokse og sparke i maven.
Nogle måneder senere blev lille Joseph født ved kejsersnit. Han vejede kun 2500 grad, men var en rask og glad lille dreng.
Joseph var en ægte fighter, som overlevede mod alle odds.
Jeg plejer ofte at stole blindt på, hvad lægerne sige. De har trods alt læst og praktiseret mere end nogen anden faggruppe, og når det gælder kroppen og sygdomme, har de ofte ret.
Men af og til må man stole på, at man ved bedre selv, selvom det er svært at sige hvorfor. Jeg tror ikke på overnaturlige kræfter, men mavefølelsen, som nogle gange indfinder sig, må man ikke ignorere.
Om det var fordi at Louise drak så meget vand, eller om lille Joseph havde en skytsengel ved jeg ikke, men han overlevede – og det er det vigtigste.
Dette beviser, at man ikke skal ignorere sine følelser. Det kan være forskellen mellem liv og død.
Del gerne dette videre. Måske kan du hjælpe nogen, som er havnet i en lignende situation og har brug for at vide, at der altid er håb.
