Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Barnepigen bemærker at der er noget galt med den 5-årige – da den frygtelige sandhed afsløres ringer hun 112

De tekster og historier, der rører mig mest, er uden tvivl dem omhandlende børnemishandling. Bare tanken om, at der er børn, som bliver slået eller straffet af deres forældre eller andre gør mig både fortvivlet og trist.

Jeg har ikke selv nogen børn, men jeg har flere venner, som har fået børn, og som jeg elsker at mødes med og forkæle. Noget af det sjoveste er at være barnepige, hvor man kan få et indlik i hvad børnene kan lide at lave og hvordan de har det.

Denne kvinde plejede at arbejde som barnepige. Men en dag, da hun passede naboens 5-årige søn, gjorde hun en chokerende opdagelse.

Jeg håber virkelig, at du vælger at læse denne historie til ende, eftersom den viser, hvor vigtigt det er at reagere, hvis man har mistanke om, at det er noget galt.

Jeg var barnepige for en af nabolagets enlige mødre, mens hun var på date med sin nye kæreste. Barnet var en sød og meget stille 5-årig dreng, og jeg var selv 15 år på det tidspunkt.

Aftenen gik godt, og vi besluttede os for at klippe og klistre lidt. Han løb ovenpå for at hente nogle sakse og kom tilbage. Jeg sagde: “Tag det roligt, ikke så hurtigt. Du må ikke løbe, når du har en saks i hånden, da det kan være farligt.” Så gav han slip på saksene og begyndte at tude, hvorefter han af bar frygt løb ud i køkkenet.

Jeg blev helt paf, og fulgte efter ham ud i køkkenet. Han pegede på en skuffe, og mellem gråden fik han fremstammet, at der var flere sakse der i. Men da jeg åbnede skuffen, så jeg en kniv med blodpletter. Jeg vendte mig om mod drengen igen, og så til min store forskrækkelse, at han havde taget sine bukser af. Han havde flere ar og sår på sine ben, hvor nogle så ud til at være gamle mens andre blot et par dage gamle.

Det var en mærkelig følelse af forvrirring, frygt og sorg. Drengen var blevet slået som straf for hver enkelt ting, han havde gjort forkert. Jeg lukkede skuffen igen, satte mig på hug, fortalte ham at jeg var ked af det, og at jeg aldrig ville gør ham ondt, hvorefter han tog sine bukser på igen.

Herefter tog det 20 minutter med at få ham til at stoppe med at græde, falde til ro og forstå, at jeg ikke ville gøre ham noget ondt.

Vi satte os i sofaen, og han fik lov til at vælge den film, vi skulle se. Jeg sagde til ham, at jeg lige skulle foretage et hurtigt opkald, men at jeg var inde i rummet ved siden af, og at jeg ville komme hurtigt tilbage. Han accepterede det, og jeg ringede til politiet. Det ville tage et stykke tid, men de skulle nok komme, og jeg fortalte politiet, at drengen stadig var helt rædselsslagen, og at jeg ville gå ind til ham igen, når jeg havde lagt røret på.

Men inden jeg gik ind til ham i stuen, besluttede jeg mig for at låse alle husets døre. Det var heldigt, da moderen kom hjem, inden politiet nåede at komme. Jeg sendte den lille dreng op på sit værelse med hovedtelefoner og en tablet, så han ikke skulle høre, hvad der skete. Så gik jeg hen til døren og fortalte moderen, at hun ikke måtte komme ind før politiet kom.

Hun blev ellevild, skreg og forsøgte at sparke døren ind, mens hun råbte efter sin søn om at åbne døren, for “ellers ville han få slag til den store guldmedalje”. Hun gik også rundt om huset og forsøgte at åbne flere døre.

Lige da hun havde taget fat i en stor sten for at kaste den mod et vindue for at komme ind, dukkede politiet endelig op. Moderen gav slip på stenen og blev endnu mere hysterisk, skreg af betjentene og råbte, at jeg forsøgte at gøre hendes søn ondt og gjorde forfærdelige ting. Jeg åbnede døren, og politiet fortalte mig, at jeg skulle blive i døren, hvorefter en af betjentene kom hen til mig. Jeg forklarede situationen, men halvvejs gennem min forklaring afbrød moderen mig og sagde, at jeg var en løgner og et monster. Nogle af de andre betjente var nødt til at skride ind og holde fat i hende, så jeg kunne fortsætte min forklaring.

Betjentene talte lidt sammen og fortalte mig, at jeg skulle sætte mig ind i politibilen, mens de ventede på en læge, som skulle komme og undersøge drengen. De gav mig også håndjern på. Men jeg insisterede på, at mor og søn ikke skulle efterlades alene sammen, og endelig forstod betjentene, at jeg talte sandt.

Moderen blev rasende og råbte, at den skyldige allerede sad i håndjern. Men kort tid efter kom lægen for at  undersøge drengen, og jeg fik taget håndjernene af med tusind undskyldninger. Moderen tog min plads på bagsædet med håndjern, og politibilen kørte væk.

Kilde: Hrtwarming.

Del denne historie som en påmindelse om, hvor vigtigt det er at slå alarm, hvis man mistænker at et barn bliver mishandlet.