“Min datter på 10 må gerne køre i min bil. Der ER jo ikke det store jeg kan gøre ved den sag alligevel, vel?” Sådan starter den tidligere Robinson-deltager Jens Romundstad, bedre kendt som Biker-Jens, sit oplæg på Facebook, som i skrivende stund er blevet delt af 10.000 personer. Han opfordrer alle forældre til at sætte grænser, og ikke være bange for at give sine børn et “nej” en gang imellem. Alle ved dog at dette kan være svært. Men Biker-Jens’ opfordring er, at hvis man som forælder ikke sætter grænser for sine børn, så lærer børnene ikke noget om grænser senere i livet. Selvom det kan forekomme svært at sige “nej” til sit barn, lærer man dem en vigtig lektie, de kan tage med sig videre i livet.
Du kan selv læse hele Jens Romundstads oplæg på Facebook her:
“Min datter på 10 må gerne køre i min bil. Der ER jo ikke det store jeg kan gøre ved den sag alligevel, vel? Jeg mener, hun vil rigtig gerne, og jeg synes det er synd, hvis hun er den eneste i 4.B, der ikke må køre bil. Ok, måske er det ikke ALLE hendes venner, der gerne må suse af sted i deres forældres bil, men mange må. Og så er det skidt hvis man ikke er ”med”. Det ER jo ikke som da vi selv var unge. Hun bliver rigtig ked af det når de andre gerne må!
Er du forarget? Vær dog ikke så umoderne! Sådan ER det bare i dag. Jeg synes da heller ikke det er fedt, men…Hvis jeg siger nej, så gør hun det jo bare alligevel? Hun ved jo hvor mine bilnøgler ligger, så hvordan kan jeg forhindre, at hun ikke tager en tur i SMAX’en når jeg lige er nede i kælderen? Eller sover? Du kan jo som forælder alligevel ikke kontrollere dit barn i døgnets 24 timer, så hvorfor egentlig kæmpe den kamp? Er du egentlig kontrol-freak eller indre-missionsk? Vil du have jeg skal sove med mine bilnøgler, eller hvad? Hun kan jo i princippet bare gå over til naboen og tage deres bil i stedet, og så vil jeg hellere have, at hun kører i min. Den har airbag og automatgear, i det mindste.
OK? Du synes altså jeg er uforsvarlig? Sludder! Min 10-årige datter er specielt moden, og jeg kører jo også med en gang imellem. Når jeg lige har tid. Det gør jeg da. Eller også så står jeg og kigger lidt på afstand, når hun drøner ned af vejen og ud i krydset. Når jeg kigger kører hun aldrig mere end højest 20 km i timen, så det tror jeg seriøst heller ikke hun gør, når jeg ikke kører med. Eller kører uden sikkerhedssele. Sådan er hun ikke!
Man skal være 18, siger du? Jo jo, det ved jeg da godt, men jeg tror altså ikke der sker noget. Nu har hun kørt alene i min bil mindst 10 gange, så jeg tænker sådan set ikke så meget over det mere. Det går jo fint! Hun er glad. Jeg får fred. Og hvis jeg bare, når jeg husker det, kontrollerer hende en gang imellem, så tror jeg ikke, at der er nogen der kører ind i hende eller hun selv kommer til at begå fejl i trafikken på motorvejen.. eller ved ubetinget vigepligt.
Og så kommer afrundingen: Selvfølgelig må min ti-årige datter ikke køre bil! Jeg skriver dette fordi det på mig virker som om, at kørekortet omtrent er den sidste ting med en naturlig aldersmæssig begrænsning, som ikke er i skred blandt forældre. Hvis du bruger min ovenstående argumentation for ikke at sætte grænser, men erstatter eksemplet ”bil” med SnapChat, Facebook eller ultra-voldelige spil som GTA, Call of Duty eller bare det at parkere små børn foran film, serier eller realityprogrammer, som oplagt kun er ”egnet” for voksne, så burde pointen være klar?
Og det er simpelthen for unuanceret og forkert at affeje min argumentation med, at man ikke skal over-beskytte sit barn. Jeg over-beskytter ikke, når jeg har en holdning til at børn, der i forvejen har svært ved at tale pænt, ser Bikini Island eller lignende, hvor deltagernes skænderier og personangreb næsten er ude af kontrol. Jeg sætter heller ikke hverken mig selv eller mine børn op på en piedestal, når jeg egentlig er fortaler for at følge aldersbegrænsninger og tænke i konsekvenser. Jeg elsker ikke de venner jeg har mindre, fordi de giver deres børn lov. Jeg forstår det bare ikke, og det ærgrer mig at JEG så skal forklare min datter, hvorfor det er en skidt idé.
Det vilde er egentlig, at min datter på 10 ikke længere er så optaget af den status det kan give andre børn ”at få lov”. Den naturlige, og i denne sammenhæng misforståede, retfærdighedssans (hvorfor må jeg ikke når de andre må?) er afløst af hendes egne holdninger. Er det egentlig fedt at spille iPad i frikvarteret? Er det egentlig en god idé at have slik med i skole? Vi har talt så meget om det, at jeg helt oprigtigt tror, at hun har fået en bedre forståelse for, at hun er et barn, og ikke behøver at være voksen endnu. At barndom ikke er kikset. At det er ok at dyrke det naturlige. Lege. Læse. Grine. Snakke. Og blive mere sikker på sig selv. Og glad.
Det er trivielt at pointere at børn ikke er voksne. Alligevel oplever jeg, at børn får voksnes rettigheder, voksne interesser eller har indbildte krav på kompromisser, ”fordi vi jo også skal leve sammen”. Det at vise hensyn til sit barns trivsel, er blevet noget nær det modsatte, da hensynet ofte skaber problematiske rammer for barnet. I vores iver efter at give vores børn lov til ting ”før tid”, ender det med at vi i virkeligheden tager noget fra dem.
Jeg oplever at ”fordi de andre må” er ved at blive en gyldig grund, legitimeret af forældrenes angst for at deres barn skal lide den sociale død i fællesskabet. Eller fordi man ikke orker at sige nej, evne at tage en god diskussion og sætte grænser. Men jeg har en god nyhed. Min datter vil også være der. Som den der ikke må få slik eller sodavand med i skolen. Franskbrød og chips i madpakken. Spille iPad i frikvarteret. Hun skal ikke se Paradise Hotel, Bikini Island eller Kongerne af Rømø som 10-årig. Hun vil være den der ikke sender ligegyldige snaps eller får nøgenbilleder retur. Som den der ikke er på facebook før hun er 13. Som ikke må sove hos sin kæreste før hun er 16. Og som selvfølgelig først får kørekort når hun er 18.”
Synes gerne om Newsner for flere af den slags artikler.
