En gammel mand sidder år efter år alene og spiser julemaden, eftersom hans børn altid melder afbud. Det, som sker derefter, giver mig tårer i øjnene – både en og to gange, da filmen tager forskellige vendinger. Det her er virkelig stof til eftertanke, og det minder os om, hvor vigtigt det er, at vi bekymrer os om hinanden, mens vi kan.
Julen fejrer man med hjertet, og ikke tegnebogen. Det synes jeg, at denne film symboliserer på en perfekt måde. Så nu sørger vi for at tage hånd om vores nære og kære i julen. Det vigtigste vi har, er hinanden, og det må vi aldrig glemme.
Del gerne det her uvurderlige budskab med alle, du kender. Hvis det får en eneste menneske til at mærke kærligheden og varmen i julen, så er det alt værd.